»Blixen havde syfilis i fantasien«

I 125-året for Karen Blixens fødsel kigger Christian Braad Thomsen på baronessens faderbinding og hævder, at hun måske kun havde syfilis i fantasien.

Fold sammen
Læs mere

Ofte spiller en far en fremtrædende rolle i den voksne datters bevidsthed. I tilfældet Karen Blixen og faren Wilhelm Dinesen, der begik selvmord, da hun var ni år, er der tale om en uhyre stærk faderbinding, en spejling i farens liv. Den elskede far stod som eventyret i hendes liv.

Det understreger Christian Braad Thomsen i »Boganis' gæstebud«, som udkommer her i 125-året for Karens Blixens fødsel.

Det er kun et halvt år efter Jørgen Stormgaards udmærkede bog om Blixens forhold til kristendommen, »Guds plan« og to år efter, at vi fik Aage Henriksens stærkt indlevede og litterært indsigtsfulde samlede essays »Budbringersken«.

Man kunne synes, at der snart ikke kan føjes mange nye facetter til forståelsen af Blixens forfatterskab. Det lykkes dog Braad Thomsen, som også har skabt filmen »Karen Blixen - Storyteller«, at stille skarpt på den psykologisk væsentlige faderidentifika­tion.

Flere elementer i Blixens liv og for­tællinger udspringer af inspiration fra farens liv, og at hun følte sig »set« af ham. I et brev til moren skriver hun:

»Jeg tror at det for mig var den største ulykke, at fader døde. Fader forstod mig sådan som jeg var.«

Braad Thomsen har som sædvanlig Sigmund Freuds psykoanalyse i lommen og ser bl.a. den unge Blixens anoreksi som et led i hendes »falliske« identitet med »en ubevidst fantasi om at få del i magten«.

Jagtlidenskaben, kærligheden til naturen og skrivelysten havde far og datter til fælles, og Braad Thomsen hævder, at hun ville opleve det samme som faren. Måske var det således kun i fantasien, at Karen Blixen havde syfilis. Familien mente, at farens selvmord skyldtes syfilis.

Der findes ikke dokumentation for, at Karen Blixen havde sygdommen, derimod havde hun følgevirkninger af syfilisbehandlingen.

Braad Thomsen har blik for de biografiske elementer i fortællingerne og for Blixens dybe og ansporende faderbinding, men glider visse steder over i lovlig utøjlede tolkninger og indforståede associationer til film.

Christian Braad Thomsen: »Boganis gæstebud - Fadersporet i Karen Blixens liv og værk«. 300 s. 299 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.