Da digteren Tom Kristensen som gammel mand skulle finde på en titel til sine erindringer, endte han med at kalde bogen for »Åbenhjertige fortielser«. Det var med velberåd hu, for hvilket menneske kan påberåbe sig sandheden, når man har besluttet sig for den forførende tur Down memory lane? Hvem af os tør være 100 procent ærlige, når vi skuer tilbage på det, der skete i de mest følelsesmæssigt kaotiske kapitler af vores kærlighedsliv og arbejdsliv?
LÆS OGSÅ: Bjarne Riis på grådens rand på bogmesse
Ingen. Heller ikke Bjarne Riis. Skønt det antydes i hans bogs første og stærkt bevægende kapitel, hvor cykelstjernens far er blevet fundet død i det anneks til sønnens rigmandsvilla ned til Vejle Fjord, hvor Riis senior boede sammen med sønnens og svigerdatterens hund, når han skulle se efter det tomme hus. Bjarne rejser hjem til tragedien, til sorgen og en ulykkelig faderbinding, han gennem hele bogen forsøger at få hold på. Han mærker panikken brede sig i kroppen og tilkalder healeren Ole Kåre Føli, der i årevis ikke kun har behandlet Riis´ stjerneryttere, men også bearbejdet chefens kropspanser.
Mirakelmageren trykker de rigtige steder og får følelserne til at strømme ud af den grædende mand, mens hans to ældste sønner måbende ser på. Ja så frit strømmer følelserne, kan vi i dag konstatere, at ordene (som aldrig har været Bjarne Riis foretrukne gear her i livet) med tiden tager til og forløses i en bog, hvor dansk idræts største internationale navn gennem halvandet årti kigger sig selv i spejlet helt ud på det sorthvide omslag.
Lige-ud-ad-landevejen
Det faktum er i sig selv en begivenhed, for med en omskrivning af en berømt dansk fodboldspillers motto (Søren Lerby: »Fodbold er ikke for de stumme«), så er professionel sport i den grad for de stumme, når det handler om at kommentere det, der foregår uden for kameraernes målsøgende rækkevidde. Er der nogen, der står sammen og vender ryggen til sandheden om, hvilken etik og moral, der hersker i toppen af professionel idræt, så er det stjernerne og vandbærerne.
»RIIS« er på flere måder en stor bog. Skrummelagtig tung som godnatlæsning, men med en forunderlig lethed på mange af de 513 sider, der ikke kun skyldes hovedpersonens lige-ud-ad-landevejen måde at meddele sig på, men i høj grad også medforfatter Lars Steen Pedersens på én gang nøgterne og virtuose skrivestil, der kun sjældent forfalder til patos. Dog burde han have strammet gevaldigt op i bogens anden halvdel op, hvor holdejer Riis får lov at sniksnakke sig fra de konstante dopingproblemer på alle hans hold.
I sine bedste øjeblikke er »RIIS« svær at lægge fra sig, fordi man kommer ind bag nogle af de kulisser i cykelsporten såvel som i Riis privatliv, medierne med mange beskidte journalistiske tricks har forsøgt at vælte de sidste femten år. Og i kapitlerne, der kredser omkring hovedpersonens kærlighedsliv, da Anne Dorthe Tanderup kommer ind i billedet, er der tale om en særdeles åbenhjertig, grænsende til ekshibitionistisk, sportsbiografi.
Doping parkeret
Til gengæld hersker der en lidt skuffende tavshed omkring omfang og detaljer i den systematiske dopingbrug i cykelsporten både dengang og nu. At »parkere« bogens vigtige kapitel om Riis eget systematiske EPO-indtag op gennem 1990erne tidligt i bogen, for så bagefter at blænde op for de højdramatiske genoplevelser af triumferne i Tour de France, hvor læseren ikke ser skyggen af EPO-ampuller, sprøjter, køletaske og blodcentrifuge, der er gemt og glemt i det tidligere indrømmende kapitel, virker som en næsten provokerende erindringsforskydning.
Til trods for dette retoucherede billede af en dopet nationalhelt, er der tale om vildt underholdende flashbacks til Riis Tour-triumfer i 1995 og 96 samt til den efterfølgende kaotiske Tour i 1997, hvor Telekom-holdet er i opløsning, magtkampene bølger, og kaptajn Riis på alle fronter står i sit livs største moralske krise. Både som idrætsmand og familiemenneske fører han et dobbelt bogholderi over for omverdenen. På facaden er han uskyldigheden selv. Bruger absolut ikke doping, når man spørger ham, og er fortsat gift med Mette. I virkeligheden er han mere end nogensinde afhængig af EPO og har samtidig et hemmeligt forhold til håndboldstjernen Anne Dorthe Tanderup, der har varet det meste af et år. Det er alle disse dobbeltspil og åbenhjertige fortielser, vi menneskers liv er så gennemvævet af, der gør »RIIS« til en fortælling på den store klinge. Fuld af løgn, fuld af sandhed, fuld af indrømmelser og fortrængninger. Et sjældent indblik i en sportsmands følelsesliv, der kan være så svært, at han selv på briksen under healerens hænder, må veje sine ord med en guldvægt.
