Lyden af hyæner mærkes overalt i bind to af Jakob Ejersbos civilisationskritiske trilogi, hvor unge menneskers tro, håb og kærlighed flås ihjel af voksne med rovdyrhjerne.

Af Jens Andersen, jea@berlingske.dk
Søndag den 30. august 2009, 21:00

Hvad er livets største og sværeste udfordring?

Skal man tro manden bag de mange stærke stemmer i den civilisationskritiske trilogi, indbundet i trøsteløst gråt, der mere og mere ligner den største begivenhed i dansk litteratur i 2009, så er det at blive voksen. At tage endegyldigt afsked med sin ungdom. Og træde en ny sti gennem livet.

I vores trygt indhegnede del af verden former denne eksistentielle udfordring sig som en række eksklusive valgmuligheder med fortrydelsesret, hvor det unge menneske undervejs begaves med kørekort, børneopsparing, SU, dagpenge, boligstøtte og iværksætterydelse.

Men ude i verden – i de enorme randområder, Jakob Ejersbo skriver om – er det en kamp for overlevelse at blive voksen. Her handler det ikke om frie valg, men om overhovedet at tilkæmpe sig en chance.

Her knækkes unge menneskers drømme og idealisme hurtigt, og ung kærlighed, der endnu har medfølelsen i sig forvandles til kynisme, fordi samfund på tværs af hudfarver og trosretninger, styres af samme destruktive kraft: De voksnes hyænehjerne, der søger tre ting i livet: Sex, mad og magt.

Kulturbastarder
Tag bare stærke, stolte Rachel i Tanzania, der bliver gravid og gift som 17-årig og drømmer om at løfte sig ud af fattigdommen gennem engelskkursus og flittigt arbejde hjemme og ude.

Også hun ender som mishandlet hustru, der som 18-årig må flygte ud af ægteskabet med sit lille barn og tage plads i de prostitueredes rækker. »Skal man være sammen med svin bare for at leve?« spørger hun.

Svaret er umiddelbart ja, når man ser ud over de ni skæbnefortællinger, Jakob Ejersbo råt for usødet præsenterer os for på 300 sider i »Revolution«.

Fængslende, rørende og skræmmende historier, der for de flestes vedkommende kunne være blevet til romaner om ungdom i alderen 17 til 25 år, og som foregår så forskellige steder som København, Chicago, Helsingfors, Tanzania og Dubai. De unge hedder Sofie, Naseen, Panos, Rachel, Moses, Sharif, Jano, Shakila og Mick, og er mere eller mindre strandet i deres liv, før det overhovedet nåede at folde sig ud.

Alle har de, sammen med danske Christian (skyggen af Ejersbo selv, der dukker op i udkanten af et par af fortællingerne), en tilknytning til Den Internationale Skole i Moshi, hvor første bind i trilogien foregik. Alle er de, som første binds unge hovedperson Samantha, »kulturelle bastarder« med et splittet etnisk rodnet, der stikker dybt i Afrika samt i enten Europa, Mellemøsten, Amerika eller Asien.

Ordet »multikulturalisme«optræder ikke i Ejersbos fortællinger, og gjorde det, ville det næppe være som nogen positiv ladet størrelse. Ligesom én af bogens unge kulturbastarder mente Ejersbo, vil jeg gætte på, at læsning ikke er noget værd i forhold til erfaring, og at ord risikerer at blive til støv, hvis de kun hentes ud af en bog.

Ejersbo nåede selv at opleve og se verden fra ikke så få forsider og bagsider, og på disse mangfoldige indtryk hviler ikke kun hans rå, stilrene prosa, der også i denne bog er eminent godt skåret, men også mandens ærlige mening om »multikulturalisme«. Et humanistisk buzzword, der sørgeligt nok oftest dækker over en række globale parallelsamfund, der – hvad enten man tror på afrikanske, muslimske, indiske eller kristne guder – synes at have nok i sig selv og dermed også i fastlåste opfattelser af, hvad et menneske er og skal være. Som en amerikansk politimand siger til Shakila fra Tanzania, der netop ikke oplever USA som nogen kulturel smeltedigel, men som et ghettoiseret helvede: »Det ligger på rygraden. Vi er alle stammekrigere. Jeg er fra den hvide stamme, du er fra den sorte.«

Han kunne også have sagt: Vi er alle hyæner – mpwouuwiiiip, mpwouuwiiiip!