Anmeldelse: Hvis kyllinger kunne tale

»Nogle af de døde kalkunkyllinger er oversmurt med blod, andre er fulde af sår. Nogle af dem ser ud, som om der er blevet hakket i dem, efter at de er døde, andre er gået næsten helt i opløsning og ligger der bare som bunker brune, nedfaldne blade.« Med så bevægende præcision skriver Jonathan Safran Foer om sit illegale besøg ved nattetide på en af de farme, som sender millioner og atter millioner af kalkuner ind på middagsbordene i USA. Og et af målene med »Om at spise dyr« er netop at belyse det ubegribelige spring fra de holocaust-lignende forhold på kødfabrikkerne og ind i stuerne, hvor vi spiser kalkunerne og alle de andre ofre af pæne tallerkener på pletfrie duge. Men det er selvfølgelig let at afvise Foers bog, inden man overhovedet har åbnet den. For er han ikke bare en romanforfatter, som efter at have skrevet den stærke »Alt bliver oplyst« og den svimlende suveræne »Ekstremt højt og utrolig tæt på« har fået den fikse ide, at han da også lige kan skrive en fagbog om, hvor synd det er for dyrene? Måske. Men det ændrer bare ikke ved det faktum, at man som kødspiser sidder med en ubehagelig smag i munden, når den sidste side i »Om at spise dyr« er vendt. Det lykkes nemlig Foer - via en usædvanlig melange af fakta, filosofi, historie, familiefortællinger og ture i felten - at skære et så dybt snit i dyr/menneske-relationen, at vore fortrængninger blotlægges. Wurst Knut Stærkt virker ikke mindst bogens udstilling af de undskyldninger, vi konstruerer, for at kunne forsvare at spise kød. Som når det med videnskaben i ryggen slås fast, at fisk ikke er kolde, ufølsomme skabninger, men hver især er enere, som higer efter social anerkendelse, har langtidshukommelse og videregiver informationer til den næste generation. Facts som også gælder grise, høns og hvad vi ellers ynder at gøre til banale kødstykker i fortrængningsprocessen foran supermarkedets frysedisk. Og det er ikke bare begrædeligt, det er også perverst, hvilket Foer blandt andet illustrerer med dette træffende eksempel: »Hvis du selv tager i zoo i Berlin for at se Knut, kan man bare nogle få meter fra hans indhegning købe en Wurst Knut, som er lavet af kød fra industriproducerede grise, som må have været mindst lige så intelligente, som Knut er, og har lige så meget ret til, at vi burde elske dem uforbeholdent.« En pointe som er svær at komme udenom, og sådan er det i det hele taget med »At spise dyr«, der vokser sig større og større i samvittigheden og bæres frem af et klart, levende og letløbende sprog. Og som den romanforfatter Foer er, så ved han lige præcis, hvornår den faktatunge tekst med de 553 noter skal blødes op med sentimentalt tintede anekdoter om bedstemoderen med en fortid i kz-lejrene, om hans lille søn og om familiens søde hund, George. Corny? Ja, men det virker i dén grad, og der er altså ikke mange bøger, der udgør et før og et efter på samme måde som »At spise dyr«, som belyser læserens egne fortrængninger og den moderne kulturs uanstændighed på en så begavet og bevægende måde, at det er svært ikke at medgive Foer, at kød fra små dyrehold er den eneste vej frem. Bogen er med andre ord en fermt skrevet fælde, som man godt kan komme op af igen, men når man igen sætter sig ved middagsbordet, så ser man ikke længere det saftige kød dér ved siden af kartoflerne, men derimod brækkede vinger, væskende liggesår og knuste kranier. Velbekomme.