Det bedste ved ”En morders bekendelser” er, at den rummer al den dokumentation, man behøver for at fastslå, at Peter Lundin ikke på nogen måde bør sættes på fri fod.
Det værste ved bogen er, at den bliver udgivet.
Selv om det er ni år siden, at Peter Lundin dræbte Marianne Pedersen og hendes to sønner, og bagefter frøs ligenes bløddele ned, så de bedre kunne splittes i småstykker med økse og vinkelsliber, har kriminalforsorgen ikke forhindret Lundin i at medvirke i denne iscenesættelse af sit eget liv på skrift, men tilsyneladende set det som en del af hans borgerlige rettigheder.
Men hvad med de efterladtes rettigheder? Hvordan skal de tackle dette gensyn med ondskaben? Og hvor er forsorgens sociale omtanke i forbindelse med den omfattende heltedyrkelse af ”psykopaten”, der er i vor tid, og som nu kan blomstre yderligere op med den offentlige eksponering af Lundins sygelige tankeudredninger om sig selv som ”alfahannen” over dem alle?
Om jeg går ind for censur? Nej. Men i forbindelse med læsningen af denne ubehagelige bog, har jeg gentagne gange undret mig over, hvor grænserne går for ytringsfrihed, når man er livstidsfange i et dansk fængsel.
Jeg mener, Lundin har endnu ikke været på ledsaget udgang fra fængslet i Horsens. Ligesom han efter sigende heller ikke har adgang til computer i dagligdagen. Det er udtryk for klare grænser. Men et 200 sider langt selvportræt i bogform, hvor livstidsfangen har dikteret sin historie til en ghostwriter, ser kriminalforsorgen altså ikke noget problematisk i.
Er det mon et led i den terapi, Lundin ifølge bogen er så svær at få til at tage del i, fordi han selv mener, han er ufarlig?
Lundin hilste på Lene Espersen
Hvis man vil spare sig selv for den fuldt orkestrerede selviscenesættelse og foretrækker Lundin unplugged og i kortest mulige form, bør man gå direkte til bogens sidste kapitel, hvor skizofrenien stedvis fosser ud mellem linjerne, og vi i skyndingen meddeles, at Peter Lundin også har heddet Niels Schaftner, lige nu kalder sig Bjarne Skounborg og snart skifter navn til Jens Michael Larsen.
Efter at have fortalt lidt om de tre kvinder, der så sent som i foråret 2009 på skift angiveligt valfartede til Østjyllands Statsfængsel i Horsens for at tilfredsstille landets farligste forbryder seksuelt, taler Lundin pludselig sin egen sag. Det gælder friheden. Nu ses der ikke længere bagud, men fremad.
Målrettet går han på ni sider - under overskriften ”Solen vil skinne igen” - efter at fremstille sig selv som ”ufarlig”. Stolt fortæller Lundin, at han i august 2007 ved et tilfælde trykkede vores nuværende justitsminister Lene Espersen i hånden, og det døde hun som bekendt ikke af. Ergo – og med Lundin egne ord:
- Havde Peter Lundin været farlig, havde hun slet ikke fået lov af personalet at være så tæt på mig. Og hun var ikke bange. For når folk ikke har fordomme, er der intet at være bange for. Jeg er ikke farlig.
Og derfor er det, Lundin med ghostwriteren og forlaget Turbulenz som budstikker nu melder sig som borger på torvet i Danmark. Han er, siger han (og viser han os på bogens bagside med bogen på hjertet og hånden løftet besværgende som i amerikansk retspraksis), mere end klar til at træde i karakter som ufarligt familiemenneske:
- Jeg har fået nok af at have tre kvinder på én gang, som jeg prøvede i 2009. Jeg vil gerne møde en kvinde, jeg kan respektere, og som jeg kan stifte familie sammen med. At give mig selv hundrede procent til. Men forstået på den måde, at jeg da også gerne vil have et harem og bolle 200 ludere. Så hun skulle være virkelig speciel.
Romanforbilledet
Efter selvbiografien at dømme, er Lundin det tætteste, man i dette land kan komme på en amerikansk psycho.
Han er ikke, selv om mange i forbindelse med retssagen i 2001 anså ham for det, nogen ”Hannibal the Cannibal”. Nej, Lundin er snarere Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis´ roman ”American Psycho”.
En bog, der i 1991 chokerede læsere over hele verden.
Bateman er en attraktiv, velplejet, og intelligent ung mand, der arbejder på Wall Street om dagen og tjener formuer. Om natten folder han sin skyggeside ud og giver den som seriemorder. Han dræber både kollegaer, venner, børn og prostituerede. Vilde og vulgære drab, som ofte også har seksuelle referencer og som inkluderer tortur, mord, og kannibalisme. Noget, der udpensles i bogen.
Hvordan Peter Lundin ser sig selv som ”american psycho”, får vi et koncentreret glimt af i hans selvbiografis mest modbydelige kapitel, hvor morderen - lige så let som var det en fristil om sit livs bedste sommerferie – fortæller om sin fysiske, psykiske og økonomiske udnyttelse af Marianne Pedersen før han, påvirket af stoffer, myrdede hende og hendes to drenge i juni 2000.
Jeg advarer læseren mod det følgende citat, der dog er nødvendigt at citere, fordi det mere end noget andet dokumenterer, hvad det er for et perverst bekendelsesskrift, vi har med at gøre:
- Jeg tog hende bagfra. Hun havde hovedet nede i puden og røven op mod mig. Der var spejle over det hele, og jeg kunne se mig selv kneppe hende. Jeg var blevet ret stor, superstærk og veltrænet igen. Jeg forsvandt helt ind i mig selv og spejlbilledet. Det så godt ud. Jeg fik et billede af mig selv som Patrick Bateman i ”American Psycho”. Hvor han har sex med to kvinder og kigger på sig selv i spejlet imens. Opslugt af sig selv. Sin egen krop. Sine egne muskler. Han smiler til sig selv, men han flexer musklerne på overarmen.
Forud for mordet på familien Pedersen lå et tumultarisk år, hvor 28-årige Lundin på grund af pladsmangel i de amerikanske fængsler var blevet udvist af USA og vendte hjem til Danmark. Et land, han havde forladt som 7-årig, hvis sprog og normer han hverken forstod eller brød sig om.
Kulturchok eller ej, Lundin var igen en fri mand. Og Danmark blev han nye legeplads.
Lundin flyttede ind hos sin hustru Tina, som han var blevet gift med nogle år tidligere i sit amerikanske fængsel. Snart begyndte han tage stoffer og turnere i de københavnske bordeller med speciale i S/M, hvor han i januar 2000 stødte på Marianne Pedersen og – fortæller han – hurtigt udså sig hende som et nemt offer.
Hun ville have kærlighed og en mand, som kunne tæske hende fortæller Lundin. Han selv ville have sex, penge og Mariannes hus i Rødovre, som Lundins far og en ny ”lækker” veninde (i de dage, hvor han såmænd også blev far til hans og Tinas lille søn) var begyndt at sætte i stand, så det kunne sælges med højst mulige profit.
Omgang med lig
Præcis, hvordan Lundin myrdede Marianne Pedersen og hendes to sønner på 10 og 12 år, og hvordan Lundin tilbage i 1991 tog sin mor af dage i forældrenes hjem i North Carolina, får vi ikke rigtigt at vide.
Det sløres i mandens barnagtige forbavselse over, at ofrene pludselig ikke trak vejret. Til gengæld slipper læseren ikke for detaljerede beskrivelser af, hvordan Lundin så slap af med ligene. Og her taler en mand med betydelig erfaring, kan man forstå:
- Et lig skal behandles relativt hurtigt, inden det bliver virkelig besværligt at have med at gøre.
Nogen større sammenhængende skyld følte Lundin tilsyneladende ikke i timerne og dagene efter sin udåd i 1991 og 2000. Ligesom angeren og lysten til at melde sig og frivilligt tage sin straf, også kunne ligge på et lille sted. Med Lundins ord:
- Jeg kunne ikke se det rimelige i, at staten skulle blande sig i noget som var privat.
Nej vel? Og denne form for narcissistisk privatliv i psykopatformat er i det hele taget bogens mest uhyggelige bevismateriale. Afspejlingen af et menneske, der tilsyneladende ikke kan føle noget som helst for andre, men som elsker synet af – og nu også den bogtrykte historie om - sig selv.
En mand, som tror, han skal ud og være familiemenneske, men som ikke engang i sin egen selvbiografi er i stand til, eller har spor lyst til at udtrykke kærlighed til andre end den mor, han engang slog ihjel og begravede under flere meter sand på en strand i USA.
Der er ingen mening i at give stjerner til en bog, som aldrig burde have set dagens lys uden for fængslets mure. Når forlaget Turbulenz er af den modsatte mening og vælger at udfordre vores moralske grænser i Danmark, er det mindste, man kan forlange, at bogen indledes med et redaktionelt forord, hvor forlæggeren redegør for sine etiske overvejelser.
Og hvor ghostwriteren giver læseren et indblik i sin metode, og forklarer, hvordan man koger 100 timers samtale med et menneske, der har et så fiktivt forstyrret syn på sig selv og sin omverden, ned til et bekendelsesskrift.
"En morders bekendelser” vil utvivlsomt sælge. Gid den også må blive diskuteret. Ikke mindst i Justitsministeriet.
Peter Lundin: ”En morders bekendelser”. Redaktør: Jonas Ankersen. Ghostwriter: Rikke Pedersen. 234 s. Ill. 300 kr. Forlaget Turbulenz. Udkommer 22.september.
Nul stjerner til Peter Lundins bog
