Lyrikken har det svært! Lyrikken blomstrer som aldrig før! Erklæringerne tørner frontalt sammen, og alligevel er begge påstande måske rigtige.
Ser man på de store, etablerede forlag, så skærpes bestsellerjagten, mens lyrikken med de ofte beskedne oplagstal er klemt, og ikke mindst forlaget Borgens ændring af sin poesiprofil har været et hårdt slag for den unge lyrik. Men samtidig med indskrænkningerne og de strammede kriterier på de store forlag pibler digtene frem fra undergrunden som aldrig før: Der læses op og afholdes poetry slam-arrangementer, der publiceres på eget forlag, på diverse alternative forlag og ikke mindst på nettet.
Gør forsøget, gå ind på Google og skriv ordet »digte«, og hjemmesider som forfatternetværket Fyldepennen, Iris Digte, poetdigte eller det nyetablerede DigteDK.com står i kø. Den lyrikbegejstrede surfer kan vælge mellem et nærmest uendeligt eller i hvert tilfælde helt uoverskueligt antal sites og digte, og respons får mange af webdigterne også, som nu for eksempel her: »Kære Susanne. Så smukke digte om smerten, livet og kærligheden skal man lede længe efter!«
Sprængte sprogbuketter
På den ene side er udvælgelsen blevet skarpere og skrappere end nogensinde, på den anden side er der stort set fri adgang for enhver med poetiske tilbøjeligheder. Det er lige præcist i dette felt mellem eksklusivitet og nettets demokratisering og til tider også trivialisering af poesien, at fire kanoniserede forlagsdigtere med deres aktuelle bøger søger og udforsker nye veje: Janus Kodal, Pia Juul, Marianne Larsen og Laus Strandby Nielsen.
Janus Kodal er søgt til Nansensgade Antikvariat med sine fire gange ti tekster med hver fire gange fire linjer samlet under den radikale titel »Sabotage«. Som en slags terrorist ønsker Kodal at bringe sin stramt konstruerede poesibombe til eksplosion midt på forståelighedens markedsplads. Typisk for strategien er den enkelte strofe bygget op af fem, seks, syv eller otte sætninger, sprogfragmenter eller sprogbrokker, der slynges op i luften, og hvis indbyrdes sammenhæng er svær eller umulig at få øje på.
Digtsamlingens nedbrydningsvilje er bemærkelsesværdig, og med lidt god eller måske dårlig vilje kan bogen opfattes som en aktion mod de alt for mange ulideligt lette meninger, der trives, når poesiens omgang med sprog og eksistens bliver trivialiseret og klichéagtig.
»Sabotage« bryder ned for at give plads for sprogets genrejsning, men bogens problem er, at den fascination, som den enkelte sætning eller mødet mellem sætningerne nødvendigvis må skabe for at holde læseren fast, kun lejlighedsvis indfinder sig. På sær paradoksal vis er Janus Kodals terroraktion næsten for vellykket.
Lydeksperiment i skrift
Endnu længere væk fra den traditionelle digtsamling bevæger Pia Juul sig i »Radioteateret«. Efter kriminalromansuccesen »Mordet på Halland« sender forfatteren et lydeksperiment i skrift. Hendes Radioteater er både en tidsmaskine, et rumskib og en Noahs ark lastet med lyde fra dengang, Radioteateret sendte til en stor del af den danske befolkning:
»Vi har tordenvejr, regnvejr, hagl, trommen på vinduet, banken på dørene, sydende olie, glas der knuses, hunde der gør i det fjerne og tæt på, skridt der nærmer sig, stemmer der fjerner sig «.
Pia Juuls »Radioteater« når lytteren eller læseren med en kakofoni af stemmer, der taler i øst og svarer i vest, og indimellem tager byen Koblenz ordet. Springene og associationerne er vilde i dette hørespil for lyriklæsere, humoren er ofte en aktiv medspiller, og den handling, som normalt kendetegnede radioteateret, er helt ophævet, men kærligheden, døden og de poetiske fortætninger af sproget holder spillet i gang. Poesien finder sin omvej.
Marianne Larsen har foretaget et greb i parabel- og eventyrkufferten, og med et kniks for H. C. Andersen skriver hun eventyr og forundring ind i en verden, hvor hverdage og »vild-nuer« krydser hinanden på mange uventede og helt karakteristiske Marianne Larsenske måder.
De prosapoetiske parabler rummer både mildt surrealistiske træk og tilløb til rene nonsens-sekvenser, men først og fremmest insisterer »Hvis en morgen en hittevoksen« på en ophævelse af denne verdens umuligheder.
Tyngdekraft og sociale barrierer elimineres, overstadighederne triumferer, og når forfatteren skriver om »at hvirvle med i roterende poesidyb under huden, så det stråler ud af porerne«, så er det digteren Marianne Larsen, som vi kender hende, der ankommer i parablernes forklædning.
Underspillet humor
Titlen på Laus Strandby Nielsens prosadigt-bog er lang og udfordrende: »Hvis der ikke er sandstorme, så er der nok noget andet«. Hvad mon forfatteren forestiller sig? Det kan næppe være askeskyer, han har haft i tankerne.
Som altid er der noget diskret udsøgt over forfatterens tekster. Imellem hverdagenes iagttagelser og de overrumplende skæve brud bevæger han sig rundt i landskaber og liv med en ofte underspillet, underfundig humor som ledsager. En ganske ordinær markudsigt kan for eksempel udløse et helt lille sprogligt kultursammenstød: »Der står et badekar på marken. Men ellers er det småt med wellness-foranstaltninger her«.
Metoden kræver stor sproglig spændstighed og præcision, balancen mellem et over- og et underskud af betydning skal holdes. De fleste steder rammer Laus Strandby Nielsen den balance.
Sabotage! Radioteatret! Hvis en morgen en hittevoksen! Hvis der ikke er sandstorme, så er der nok noget andet! Titlerne signalerer, at her gælder det ikke poesiens slagne landevej. Her afprøves andre veje: Omveje. Udveje.
