Stærkt spil i »Lulu og Leon«

TV3s store dramasatsning »Lulu og Leon« er overbevisende TV-dramatik, der taler til både følelser og eftertænksomhed uden at forfalde til klicheer.

»Lulu og Leon« slår sin helt egen tone af eftertænksom melankoli an, og serien forfalder ikke til anstrengt humor. På både manus-, musik- og billedsiden er »Lulu og Leon« således på niveau med dansk TV-drama, når det er bedst. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV3

Stemningen slås an fra første billede. En hvid brud skrider langsomt frem mod os med store uskyldige øjne, alt imens hun krammer sit brudeskørt mellem sine hænder.

Så opdager vi, at hun er iført håndjern.

Altså er vi advaret på forhånd, og nysgerrigheden er vakt. Alt er ikke, som det giver sig ud for at være hjemme hos Lulu og Leon og deres lille sammenbragte kernefamilie.

Hvilket vi da også hurtigt bliver bekræftet, da tiden spoles nogle timer tilbage, og Lulu på sengekanten siger »ja« til sin Leon.

»Du kan ikke løbe fra det nu, jeg har bestilt tid i kirken klokken elleve,« som han siger med sit charmerende rævesmil.

Fem år har Leon holdt sig ude af fængslet, og selv om Lulu ikke er helt overbevist om, at han holder sig på måtten, elsker hun ham tydeligvis. Og kærligheden overvinder som bekendt alt. Eller hvad? Det vil tiden og de næste mange afsnit af »Lulu og Leon« vise.

TV3s største satsning
TV3s nye og stort anlagte dramaserie kom mere end flot fra start. Serien tegner både original og svært underholdende med stærke skuespillere hele vejen rundt. »Lulu og Leon« er TV3s hidtil største dramasatsning, og at dømme efter første afsnit tyder meget på, at vi kommer i kanon selskab med de mange skæve typer af både den ene og den anden moralske karakter.

Dansk TV når det er bedst
Hovedpersonen, Lulu, spilles af Lene Maria Christensen (flere gange prisbelønnet for sin rolle i »Frygtelig lykkelig«). Også her er hun uimodståelig som den ved første øjekast lidt naive Lulu, der hvirvles ind Leons lyssky »forretninger«, da han midt i brylluppet havner bag tremmer.

Den dobbelttydige Leon spilles formidabelt af Lars Brygmann, og man tilgiver, at åbningsscenen med frieriet på sengekanten minder lovlig meget om en scene fra filmen »Rembrandt«, hvor Brygmann også spillede en følsom forbryderskikkelse.

Ligesom man sender en venlig tanke til »Den eneste ene«, da Lars Kaalund dukker op som følsom kriminalbetjent. Når det er sagt, slår »Lulu og Leon« sin helt egen tone af eftertænksom melankoli an, og serien forfalder ikke til anstrengt humor. På både manus-, musik- og billedsiden er »Lulu og Leon« således på niveau med dansk TV-drama, når det er bedst.

Familieserie og krimihistorie i ét med den regelrette og kærlige Lulu med egen frisørsalon som fængslende omdrejningspunkt. Hun vil helst tro det bedste om sin Leon, men hun er langt fra dum, og allerede i første afsnit får vi beviser for hendes snarrådighed og mod.

På hjemmefronten har hun også sit at se til fireårige Jonathan, der gemmer sig i et skab, og 15-årige Isa, der »ikke gider være jomfru mere«. Begge børn spilles rørende og overbevisende af Jacob August Ottensen og Nicole Johansen, ligesom Jakob Randrup er et yderst sympatisk bekendtskab som den unge lømmel Johnny. Danske TV-serier svømmer for tiden af unge talenter, som det er værd at holde øje med.

Støvsuget for klicheer
Manuskriptet til serien står Jens Dahl og Lolita Bellstar for, og det er spækket med mundrette replikker og figurer, der er befriende pletrenset for klicheer. Som når det ikke lykkes 15-årige Isa at forføre den lidt ældre Johnny i hans kælderhybel, og vi i stedet får et sårbart kig ind i en ung piges kaotiske verden.

»Lulu og Leon« er rigtig godt TV-håndværk og dertil en spændende historie med personer, som man har lyst til at lære nærmere at kende. Og oven i det et plot som tyder på at forgrene sig til ikke så få udkantsmiljøer i dagens Danmark.