Der er ikke meget glamour i jobbet, når jægersoldater må møve sig frem gennem en åben irakisk kloak med lokalbefolkningens afføring op til hagen. Men det er en del af den virkelighed, som danske elitesoldater må affinde sig med, når de som jægersoldat nummer 229, Thomas Rathsack, og hans kolleger forsøger at finde terroristers våbenlager.
Men beskrivelserne af det, som man med al mulig ret kan kalde lorteopgaver, er styrken i denne årets hidtil mest debatterede bog. Til forskel fra tidligere danske bøger om livet i Jægerkorpset og Frømandskorpset handler denne bog ikke alene om udmarvende optagelsesprøver og faldskærmsspring. Den handler om den ægte vare. Både om operationer, der lykkes og om dem, der ender med mere frustration end succes. Tag blot beretningen om den ulækre jagt på våbenlageret i Irak. Efter turen gennem kloakkerne ender jagten i et nervepirrende møde mellem forfatteren og en vagt, som er lige ved at opdage ham. Patruljen må opgive at finde lagerets præcise placering, men de indprenter sig detaljer om området, det befinder sig i, og huset, hvor de irakiske terrorister opholder sig med henblik på et senere angreb. Eller den ugelange lidelseshistorie fra de afghanske bjerge, hvorfra jægerne observerer mod en terroristbefængt afghansk landsby, indtil de opdages og må flygte over hals og hoved.
Her er vi ved kernen i specialoperationsstyrkernes opgaver. De er bevæbnet med avancerede håndvåben og kikkertudstyr. De har lært at forsvare sig på alle mulige skrækindjagende måder. Men deres opgave er næsten altid at undgå kamp. De skal trænge ind, typisk i et fjendtligt område, observere i skjul og informere om det, de ser. Og så skal de uset bjærge sig hjem igen. Missionernes længde kan skifte fra få timer til dage eller uger. En anden, typisk opgave i de senere år har har været rollen som livvagt for udsatte, vigtige personer som diplomater.
I bogen fortæller Thomas Rathsack om jobbet som livvagt for den daværende danske ambassadør i Bagdad, Torben Gettermann. En dag afbrydes den ofte kedsommelige rutine, da Thomas Rathsack skal hente nogle irakiske håndværkere ved checkpointet til Bagdads såkaldt sikre, grønne zone, hvor ambassadøren og hans livvagter opholder sig. Problemer med noget radioudstyr forsinker imidlertid Thomas Rathsack et par minutter, hvilket redder hans liv. Da han nærmer sig checkpointet, eksploderer en selvmordsbombe der, hvor han ville have opholdt sig, hvis han var kommet til tiden. 15 mennesker dør.
Hyldest til Jægerkorpset
Og nu kommer vi til kapitlet, der angiveligt udløste Forsvarskommandoens krav om fogedforbud; opgaven som livvagt for en fremmed nations agent i en ikke nærmere beskrevet afghansk by. Vi gætter på Kandahar. Det er her, læserne bør skærpe opmærksomheden for at finde de oplysninger, som skulle indebære en risiko for danske soldater samt den danske nations sikkerhed. Denne anmelder kan ikke finde dem. I det hele taget rummer bogen ikke nogen overraskende oplysninger om arten af opgaver eller fremgangsmåder, som ikke også kan findes i talrige bøger om tilsvarende operationer, der er udgivet internationalt.
Det, der gør bogen til noget ekstraordinæret er dens tilsyneladende realisme og især, at den er dansk. Den er skrevet for at hylde Jægerkorpset, og det er på den baggrund naturligvis sørgeligt, at bogen meget muligt ender med forfatterens fyring fra Forsvaret og en mulig straffesag mod ham. Læser man bogen, kan man ikke være i tvivl om, at dette udfald absolut ikke var hensigten.
Det trækker ned, at bogen på en del stræk er skrevet i et drengerøvssprog, som muligvis appellerer til yngre soldaterkolleger, men næppe til det publikum, som bogen nu må ventes at tiltrække. Det styrker heller ikke, når forfatteren påstår, at lige på dette tidspunkt rystede hans hænder, eller lige der strammer hageremmen. Så præcist kan man ikke huske flere år senere. Det er overflødig og utroværdig dramaeffekt. Men efter debatten er bogen pligtlæsning, også selv om man ellers ikke interesserer sig for militære operationer. Nyd den, trods dens fejl.
