Palle Simonsen, f. 1933, var konservativ MF fra 1968 og socialminister og finansminister i 1980erne. I 1989 forlod han politik og blev direktør for ATP, men han har aldrig sluppet socialpolitikken af syne, og han lægger mange kræfter i arbejdet for de dårligst stillede, de anbragte børn, handicappede, syge og misbrugere. Til Berlingskes Trine Munk-Petersen fortæller han i »Gemt – eller glemt« om sin harme over, at vi lader mange mennesker i stikken og om sin glæde over de projekter, han har været med i og set fungere, Koefoeds Skole, Børnehjælpsdagen, Livslinien, »SAVN«, som hjælper børn til indsatte m.fl. Med Simonsens polemiske stemme:
»Hvis vi kkke har råd til at gøre mere for samfundets allermest udsatte børn og unge, hvordan kan vi så have råd til at forhøje børneydelsen og sætte taksterne ned i daginstitutionerne, som regeringen gjorde for et par år siden?«
Efterløn ingen hellig ko
Det er sympatisk, at Palle Simonsen ikke bare skyder skylden på alle andre politikere for de reformer og love, som blev vedtaget i hans politikertid. Han var selv med, men udviklingen blev ikke som forudset, og nu er det svært at skrue den tilbage. Det var f. eks. ikke meningen, at efterlønnen skulle blive »en hellig ko«, som han siger, eller at alle pensionister, også de velstående, skulle forkæles med alt fra mimrekort til indefrysning af ejendomsskatter.
»De økonomisk velstillede må klare tingene selv, uanset alder,« siger han. Han hører ældre sige, at nu har de betalt skat hele livet, og de vil have de goder, andre får, »men den går altså ikke i det lange løb. Ikke hvis tingene skal hænge sammen økonomisk, og der skal være plads til at prioritere de rigtig svage grupper bedre, end vi gør i dag.«
Socialpolitikken var oprindelig ikke kun beskæftigelsespolitik, men nu skal alle partout aktiveres til at komme i arbejde, selv om det er ren utopi. »Alle er i dag enige om, at det er vigtigt at stile mod at få et job. Men vi skal også være så humane, at vi accepterer, at ikke alle kan få et. Og dem må vi støtte med henblik på, at de under alle omstændigheder aktiveres til et bedre liv.« Palle Simonsen tør sige tingene ligeud i bogen, som har undertitlen »Alle har ret til at være med«, og det er befriende.
