I 2001 var Danmmark skueplads for en tegneraffære, der glimtvis nåede samme heftighed som den senere Muhammed-krise, omend ikke i global skala og uden brændende ambassader til følge. Jakob Martin Strid var navnet på den unge serietegner, der tirrede højrefløjen med sine obsternasige striber i Politiken, hvor han gjorde sig selv til hovedperson i en fortløbende avisstribe-happening, der mest bestod af en uartikuleret rækken tunge af Anders Fogh og andre neoliberale.
»Satire« kunne man kun kalde det, hvis man tog de meget brede briller på, og de studentikose spark fra Strid var først og fremmest i pagt med den gadegøglende, numsevisende del af datidens BZ-bevægelse, som Jakob Martin Strid bedrev en offentlig, og temmelig blåøjet, flirt med.
I striben kunne Politikens læsere udleve deres vrede mod den borgerlige tidsånd, der havde løbet dem over ende, og som de endnu ikke havde fundet et sammenhængende svar på.
Men inden i Jakob Martin Strid var der en ægte og poetisk kunstner gemt, som tegneserien »Strid« ikke havde plads til. Første vellykkede glimt af det, der var på vej, dukkede op i tegneseriealbummet »Strid Decimal 0.4« fra 2007, hvor Strid som en lille ensom nisse rejste rundt i et fantasilandskab, der helt unddrog sig en politisk fortolkning, men som til gengæld var åben for enhver anden læsning.
Med tydelig inspiration fra mægtige mestre som den danske Claus Deleuran og den franske Moebius, tog den nye Strid på en smuk ordløs drømmerejse gennem landskaber af ydre og indre natur, alle økonomisk tegnet op med en nærmest hallucinatorisk klarhed og med ægte glæde over selve tegningens grænseløse muligheder. Og vel at mærke uden at helheden druknede i de overambitiøse armbevægelser, som mange nutidige tegneseriekunstnere belaster sig med.
På denne baggrund tror man næsten ikke sine øjne, når man kan konstantere, at Jakob Martin Strid med sin nye bog »Strid« har drevet den ukategoriserbare formel endnu videre og skabt et nu absolut lydefrit og sublimt farvelagt tegneseriegrafisk univers.
Transport på 100 måder
Vi er stadig i Strids gådefulde verden, der ligner en mennesketom og indfoldet parallel til vor egen Moder Jord. »Transport« kan måske ses som en samlende overskrift for de vildvoksende episoder, hvor Strid benytter sig af racerbiler, jagerfly fra den sidste verdenskrig, rumskibe og bæltekøretøjer til at komme rundt i mosdækkede bjerge og frodige regnskove. I en enkelt episode, der nikker venligt til den japanske filmskaber Miyazaki, rider han på ryggen af sin trofaste følgesvend, den gule kat, der her er vokset til løvestørrelse. Rejsen er målet, oplevelsen er midlet.
I nogle af historierne, er »Strid« dog også på en mission, som når han leverer frisk ilt til dyr i forskellige biotoper. Skal man endelig presse et politisk ærinde ind i bogen, må det blive det økologiske. Maskin-stormer er han bestemt ikke, dertil er Strids materialistiske glæde ved apparater og dingenoter for åbenlys. En fascinerende tværsnitstegning af Strids private rumskib, afslører den som et voksent legebarns flyvende paradis, spækket til randen med alt fra elektriske guitarer, analoge synthezisere og legoklodser. Teknologien er ikke længere fjenden – den er løsningen på både kreative og miljømæssige kriser.
Forlaget betegner målgruppen for bogen som 5-105 år, men her skal blot tilføjes, at voksne vil blive som børn under læsning af denne bog, og børn vil elske den, til de bliver voksne.
