Miriam Toews udkom første gang på dansk i 2006 med »Livet som det kunne have været.« Det var en roman om en pige, der – ligesom forfatteren selv – vokser op i en kristen sekt. Dengang var jeg fuld af begejstring og med »De flyvende Troutmans,« har Toews gjort det igen. Hattie Troutman er 28 år, bor i Paris og er netop blevet forladt Marc, da hun bliver ringet op af sin elleveårige niece. Thebes beder sin moster om at komme hjem til Canada, for hun magter ikke længere, at passe sin psykisk syge mor. Selvom Hattie er taget til Paris for at komme væk fra søster Mim og det forbandede vilkår, det kan være at have en psykisk syg pårørende, vender hun straks hjem. Mim er fuld af skabertrang og sære idéer. I sine gode perioder er hun ukonventionel, lattermild og nærværende, i sine dårlige forsvinder hun i længsel efter døden. Hattie er knyttet til sin søster med al den ambivalens, som kærlighed, sorg og bekymring kan brygge sammen. Hun overtager kommandoen, får psykotiske Mim indlagt og tager sig på sin egen ubehjælpsomme måde af børnene.
Tavse femtenårige Logan bliver smidt ud af skolen, mens kvikke Thebes med det lilla hår speedsnakker døgnet rundt. Børnene er fuld af hjerteskærende kærlighed til deres mor, og Hattie bilder dem ind, at den formørkede Mim har bedt hende om at finde deres far. Cherkis forlod dem, da Thebes var spæd, drevet bort af ulykkelig kærlighed til sin syge kone. Jagten på Cherkis bliver en barok tur for tre sårede sjæle, en tur fuld af frustration, humor, sorg og erindring. De kører fra Canada til Mexico og når rejsens mål »blødende, med brækkede knogler, skrammede og beskidte og bevæbnede med små sløve knive, legetøjspistoler og en pitbull, som havde mistet sit dræberinstinkt et sted undervejs.«
Det er en helt igennem vidunderlig og eftertænksom roadroman. Toews er stilsikker i sit kærlige og vidunderligt indlevede portræt af en familie, der holder sammen på trods, hvor intet er sort/hvidt, og hvor selv håbløshed kan forvandles til særpræget skønhed.
