Thomas Larsen: Thornings usynlige væbnere

Med sin velkendte slagkraft og sin sans for at skabe omtale for sit parti er SF-formand Villy Søvndal for alvor vendt tilbage fra ferie og har straks inddraget al orlov fra sine partifæller – for de skal være med til at udkæmpe et langt slag mod VK-regeringen frem til næste valg.

I forbindelse med sin entre havde Søvndal forberedt to klare budskaber. Det ene budskab rummer – som ventet – et barskt angreb på regeringen, som han beskylder for ikke at have styr på kriminalitetsbekæmpelsen. At han netop slår ned på retspolitikken er et gennemtænkt træk. Med fuldt overlæg går han dermed i offensiven på en bane, som VKO-alliancen tidligere har domineret totalt. Men nu sanser SF-formanden, at regeringen er presset i defensiven, fordi den har svært ved hurtigt og effektivt at stoppe bandekrigen, og det faktum vil Villy Søvndal bruge til at overbevise vælgerne om, at Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti ikke længere leverer varen i retspolitikken.

Det andet budskab drejer sig nok så interessant om styrkeforholdet internt i oppositionen, og her konstaterer en selvsikker Villy Søvndal, at SF ikke er til at komme uden om. Med formandens ord er SF ikke alene blevet regeringsmodent i de seneste år. Efter hans mening er SF reelt blevet så stærkt, at partiet vil udgøre rygraden i en kommende S-SF-R regering.

Med den salut har Søvndal åbnet sæsonen. Hans tilhængere vil juble og klappe over meldingen, mens hans modstandere vil være rystet over udsigten til, at SF kan gå hen at blive krumtappen i en regering, hvis det vel at mærke lykkes for Thorning, Søvndal og Vestager i forening at vælte Lars Løkke Rasmussen i hans første valgkamp som statsminister.

For Thorning-Schmidt må Søvndals tale på en og samme tid kalde på glæde og gys.

S-formanden ved kun alt godt, at Socialdemokraterne fortsat befinder sig på et lavt niveau i meningsmålingerne, og at hun ikke er i nærheden af at kunne vinde et folketingsvalg uden SFs stormende fremgang.

Set i det lys er Søvndals bemærkelsesværdige succes både afgørende og glædelig for Liste A. Men der er samtidig en grænse for, hvor stort SF skal blive – hvis det står til ledelsen i Socialdemokratiet.

For Thorning er det således vigtigt at kunne bevare et overtag i forhold til SF, for ellers vil frustrationerne vokse yderligere i det socialdemokratiske bagland, som med bekymring følger SFs himmelflugt. Uden et overtag vil det også blive tiltagende svært for S-ledelsen at lægge linjen i de fælles udspil med SF, ligesom det vil blive vanskeligt at kunne holde fast i taktstokken i et regeringssamarbejde.

Når den socialdemokratiske folketingsgruppe de næste dage mødes til sommergruppemøde på LO-skolen i Helsingør for at gøre sig klar til den nye folketingssamling, kommer Helle Thorning-Schmidt derfor til at stille sig det spørgsmål, om hun får nok ud af sin gruppe. Det ærlige svar vil være – nej. I realiteten er hun en énmandshær, og det er et problematisk udgangspunkt for hende, både når det gælder den interne magtbalance i oppositionens rækker, og når det gælder selve muligheden for at udfordre Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og det samlede ministerhold i en kommende valgkamp.

Hun har i den grad brug for synlige ordførere, som kan profilere Socialdemokratiet i offentligheden og overbevise danskerne om, at partiet råder over kvalificerede ministeremner. Et hurtigt vue ud over S-ledelsen viser imidlertid, at Thorning er meget langt fra målet: Henrik Sass Larsen har i sommerens løb været under kraftig beskydning fra sine egne for at være alt for usynlig i mediebilledet. Morten Bødskov forsvinder i perioder. Nick Hækkerup, som tidligere var en kompetent og populær borgmester i Hillerød, står ikke stærkt. Og den Mette Frederiksen, som kunne bruges til at fastholde alle de socialdemokrater, som føler sig lidt fortabte efter Svend Aukens død, får Thorning heller ikke nok ud af.

Både Thorning og S-ledelsen har masser af gode undskyldninger for, at det står så skralt til. Og rigtigt er det, at ministre har en langt stærkere platform at kommunikere fra. Deres ord har per automatik betydning og vægt, for der er en pæn chance for, at deres initiativer realiseres. På samme måde forholder det sig, når DF-toppen med Pia Kjærsgaard i spidsen tager ordet. Det har også betydning – fordi afsenderen har så stor magt i dagens politiske landskab.

Forklaringerne kan blot ikke fjerne indtrykket af, at S-holdet virker bovlamt og sløvt reagerende overfor en Villy Søvndal, som udnytter hver en åbning i mediebilledet og forstår at skabe egne dagsordener.