Lou og Laurie

De er et skønt par, Laurie Anderson og Lou Reed. Hun, den studerede performancekunstner, der har fiflet med musik, film, dans og naturligvis spoken word. Han, rocklegenden der rimer på Velvet Underground, Andy Warhol, David Bowie, som aldrig smiler, hvis han kan undgå det. Privat har de dannet par i plus 15 år. Lige så længe har de ind imellem arbejdet sammen på sort vinyl. Nu turnerer de kloden sammen under overskriften “The Yellow Pony and Other Songs and Stories”. Sangene star Lou for, historierne er Lauries. Og så alligevel ikke, for Lous sange er historier, og Lauries historier er sange. Med lidt god vilje.

Parret havde trukket fulde huse i den ny DR Koncertsal, som passede perfekt til setuppet med en masse maskiner, elektrisk violin, guitar, kyboards og en tredjemand på scenen ved navn Sarth Calhoun på alskens elektroniske beats og sfæriske lyde.

Af sange var den mest berømte denne aften Lous 20 år gamle “Romeo Had Juliette” fra den mesterlige “New York”-skive. Men hits var heller ikke på dagsordenen denne aften. Det handlede om stemning og udtryk. Om at udtrykke den intensitet, som på tværs af musikalske genrerbetegnelser altid har kendetegnet hovedpersonernes karrierer. Det startede naturligvis med støj, med Lou Reed placeret på en ganske ydmyg kontorstol med lyden skrattende ud af guitar og Laurie Andersons stående tre meter væk med violinen på sned. De larmer, og så skruer de helt ned og bliver romantiske i såvel tone som tekst. Hun 62 år, han 67. Synligt og hørbart forenet langt, langt dybere end rent fysisk på scenen i nuet.

Det klinger først lidt minimalistisk, perifært lidt arty, men hverken provokerende eller progressivt, snarere lidt påtaget faktisk.

Men så tog Lou over. Stemmen. Den stemme som på et splitsekund opsummerer mere end 40 års musikhistorie, som er selve lyden af New York. Stadig lige fantastisk. Og den fungerede bedst, når den fik lov til at klinge alene med Lous elektriske guitar, underforstået sammen med hans kantede, naive anslag. Af disse passager var der for få i de syv kvarter, rampelyset var tændt.

Men publikum var på. Lyttede andægtigt og musestille mens Laurie og Lou kreerede stemningsbilleder for ørene af os. Nogle smukke, mens andre blev trukket lige vel længe i halen. Tålmodighed og nysgerrighed blev skiftevis sat på prøve. Laurie lokkede med små, kælne lussinger, Lou bragede igennem paraderne med næverne knyttet. Sådan er han. Sådan er hun, mere sofistikeret, mere legende, mere ironisk og performerisk. Tilsammen var de fine, ballerinaen og stenaldermanden. Det var svært ikke at lede efter blik, smile, andre tilkendegivelser imellem dem. De var der uden tvivl, men vi fik dem aldrig at se.

Det var en fin, petit aften i New Yorkernes selskab, bestemt. Og det kunne man også takke Sarth Calhoun for, det var hans kontinuerlige ageren bag maskinerne, der holdt sammen på det hele, når onkel Lou fræsede derudaf og moster Laurie havde hænderne fulde med at spille violin og keyboards på samme tid. Men det var ikke en stor aften, og havde Lou Reeds stemme og et par af Laurie Andersons socio-moralske stikpillehistorier ikke været på plakaten denne aften, havde klapsalverne givetvis været færre i finalen. I den grove version kunne man med en vis rimelighed diskutere, om en sådan optræden, en så banal strøm af af lyd, overhovedet ville have tiltrukket publikum og anmeldere, havde navnene været mindre berømte.