Så kan de lære det

Foran 48.000 vidner eksploderede den australske værtshusbande AC/DC i Parken til et soundtrack af verdens mest levende, rå og uforfalskede rock'n'roll.

Foto: Martin Sylvest Andersen

Kl. 21.43 løber en lille tegnefilm over de fire storskærme. Den forestiller et tog, der vil frem og kun frem. Passagerne er fem modne, australske herrer i halvtredserne. Filmen ender et par minutter senere i et brag af fyrværkeri og pludselig står de der:

AC/DC. Det mest autentiske rock'n'roll, verdenen har at byde på.

Nok var Stones før fem-banden, der roede fra land i ´73, men som Bob Dylan for nyligt har udtalt, er rullestenene blevet et funkband efter bassist Bill forlod etablissementet. Den slags finurligheder giver AC/DC sig ikke af med, det spiller rock som dengang, rock som i halvfjerdsernes hardrockæra, de kan og vil ikke andet.

Umiddelbart ligner de herrer Angus Young (signaturguitarist), Brian Johnson (vokal), Malcolm Young (guitar), Cliff Williams (bas) og Phil Rudd (trommer) mere en bande forbandet godt selskab på det nærmeste brune værtshus end et kuld levende rocklegender, som har solgt siger og skriver 200 millioner albums siden vinyldebuten i 1974.

Folk er på fra første guitarstrumm. Det er højt, det er tungt, det er ondt, men det gør fandens godt helt nede fra storetåen op igennem mellemgulvet og direkte ind i hjertekulen. Ingen af de 48.000 sidder ned i Parken.

"We're gonna do some rock'n'roll tonight, and the party starts right here," annoncerer Brian Johnson efter åbningsnummeret "Rock'n'roll Train".

Så er vi i gang.

Helvede er ikke det dårligste sted at være, annoncerer han efterfølgende. Ikke i dét selskab. Ikke med den jukeboks. Det er umuligt at sidde stille til åbningsriffet fra aftenens første monsterklassiker, "Back In Black", så bliver det ikke meget større i de levendes rækker. Albummet af samme navn står i 45 millioner hjem verden over, selvfølgelig gør det det...

Allerede 20 minutter inde i koncerten kan ingen længere være i tvivl om, at AC/DC er selve rygmarven i stenhård rock'n'roll. Vi er vidne til ren, ubehandlet urkraft spillet og spyttet så blodet sprøjter om kamp med de tusindvis af hævede fadøl på Parkens dansegulv.

Angus Young hiver og flår i sin Gibson SG, han er knap nok halvanden meter høj, iklædt skoleuniformen fra Ashfield Boys High School og han vælter henover scenegulvet som en anden Chuck Berry i en blanding af løb og duckwalk. Altimens Brian Johnson hæver armene, knytter næverne vrænger endnu strofe på strofe af sange, der handler om alt det, der fik store dele af verden af i går til at løbe rundt: rock, whiskey, kvinder og store maskiner.

Det er så primalt, at arrangørerne bad folk lægge kandidatgraden på hattehylen ved indgangen og i stedet iklæde sig en hårbøjle påklæbet røde djævlehorn med lys i. Og de gjorde det sgu'!

Bag de to frontløbere og entertainere lægger deres kumpaner en bund så tung og massiv, at man frygter for Parkens beton. Så enkel musik, så effektivt.

"Hey guys, we're gonna sing a song about a dirty, dirty woman," skriger Brian Johnson, han får højere svar tilbage inden Angus Young kickstarter bluesrockeren "The Jack" og ender med at smide uniformen helt ned til et par sorte boksershorts påtrykt AC/DC hen over ballerne. Parken går amok. Manden er gennemsvedig og 54 år, og de går A.M.O.K, da han griber guitaren og spiller nummeret helt til Hellerup per vindpost.

Så hejses en gigantisk kirkeklokke ned, som Brian Johnson gynger til klang og dermed er endnu en klassiker, "Hells Bells" igang. Selv D-A-D's Jesper Binzer må have notesblokken frem.

Fra de øvre tribuner regner fadøllen ned over kendisser og computere, men det betyder ingenting. Selv de knap så interessante sange fra sidste års "Black Ice", vokser og springer ud som store symfonier denne aften. Alt er glemt om årtiers kvalitetstørke, nu og her er der ingen over, ingen down under, der er slet ikke andre end AC/DC. Kun bonderøvstamperen "Anything Goes" falder til jorden. Men hvad gør det, når AC/DC slår direkte kontra med den vidunderlige rockhymne "You Shook Me All Night Long".

Alt er forladt, og der er alsang i Parken. Og der er "TNT", der er "Let There Be Rock", der er en fem meter oppustet, storbarmet Lolita på scenen. Og der er ekstase, hvor end man søger at fange et stilbillede af hoben. Kvinder er mænd, mænd er kvinder - alle skriger "arrrrrrrrrgh, Let There Be Rock, arrrrgh".

De må ikke gå, "AC/DC er Gud," råber et kobbel disciple foran den gyngende computerskærm. Nej, de må ikke gå. Angus Young løber ud af scenefremspringet og dukker sekunder efter op på en intermistisk scene på plænens midte.

"Gud, Gud, Gud," råber de frelste igen. Nuets kraft er lavet af tråd og strømførende teknologi. Young kaster sig ned på ryggen og spinder rund. Stadig med fingrene i færd med at forføre med sine figurer og en lyd så tung, at den kan sænke guld-fireren på et splitsekund.

Efter en time og tre kvarter forlader AC/DC scenen. Syv vanvittige kvarter. En mavepuster af en opvisning i rock og rul. Det bliver simpelthen ikke bedre. Ikke før Angus Young kommer op igennem scenegulvet indhyllet i røg med djævlehorn i panden og "Highway To Hell" på gribebrædtet. Et højdepunkt blandt højdepunkter. Og som rosinen i pølseenden "For Those About To Rock (We Salute You)".

Utroligt.