Tusinder i demo mod tvangshjemsendelser

En demonstration til fordel for de afviste irakiske asylansøgere i København forløb fredeligt.

Svend Auken appellerer til, at politkerne viser storsind . Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Med taler af blandt andet den tidligere socialdemokratiske formand Svend Auken og CD's tidligere formand Mimi Jakobsen afsluttede Bedsteforældre for Asyl og netværket Anstændighed i dag en demonstration på Rådhuspladsen i København til fordel for de afviste irakiske asylansøgere, der nu skal sendes hjem til Irak.

Svend Auken appellerede til at vise storsind uden hensyn til meningsmålinger og partitaktiske overvejelser, så irakerne får lov at blive i Danmark.

Og han sammenlignede det, der sker nu, med situationen før 2. Verdenskrig, da Danmark sendte de tyske jødiske flygtninge tilbage til tilintetgørelse i Nazityskland. Demonstranterne samledes ved Christiansborg og gik herfra til Rådhuspladsen, hvor demonstrationen opløstes. Ifølge arrangørerne deltog 7000-8000. Politiet skønner antallet til omkring 2000.

/ritzau/