Blod og romantik for unge

Historiske romaner: Træd ind, unge læser, her er Danmarkshistorien! Fuld af vold, hor og romantik.

Foto: Bogomslag

Efter at det i de senere år har været fantasy og atter fantasy, der lokkede de unge læsere (ikke mindst drengene) til bøgerne, er den historiske roman vendt tilbage.

Her er tre nye bud, hvor man via en bog kan lande i henholdsvis 1095, i 1219 eller i 1626. Altså enten i middelalderens brydningstid mellem de gamle guder og kristendommen i Josefine Ottesens »Slægtens offer«, under korstogene til Estland i Benni Bødkers »I herrens navn«, eller lukt ned i Christian IV inderkreds i Trine Appels debut »Kongens Staldknægt«.

Forskelligheder til trods opererer alle tre bøger med en ung pige i centrum, en pige som ikke er bange for at klippe håret af og udgive sig for dreng (»Kongens Staldknægt« og »I herrens Navn«) og som med næb og kløer kæmper mod snærende kvinderoller som damesadler og pæn pigelig opførsel.

Alle tre romaner er optagede af at fortælle den gode historie og samtidig give et billede af, hvordan det var engang. Man gør sig umage med ikke at være for moderne i sproget, ligesom man gerne bruger ældre ord og begreber.

Lig på slagmarker
Benni Bødkers roman henvender sig bredt til læsere af begge køn, for der er ikke meget nutidspige over hovedpersonen Kristine, hvis skæbne fører hende lukt ind på den estiske slagmark, hvor det flyder med lig, og hvor hun får fingrene i dannebrog (som ifølge myten jo dalede ned fra himlen). Romanen vil givetvis tiltale unge rollespillere.

Trine Appels roman (med en forside, som får bogen til at ligne noget, der kunne være skrevet for 50 år siden) pendler som den eneste mellem en nutidsvirkelighed hvor vi møder den 14-årige Thea, der lige har fundet ud af, at hun er adopteret, og så Christian IVs Danmark, hvor Thea hedder Thyra og er på sporet af sin kongelige far. Mystik og romantik og så en hel masse lækkerier for hestepiger. Der er fart over feltet, og også så meget synes jeg, at det historiske stof bliver sværere at finde rundt i.

Romantik er der også hos Josefine Ottesen, der jo er en dreven fortæller. I »Slægtens offer« skal stakkels Ragnhild giftes med den usle Sote for at sikre familiens fremtid. Bedstemor er sejdkone og ofrer til guderne, mor er omvendt til kristendommen og Ragnhild har for en sikkerheds skyld både et kors og en figur af Frøj om halsen. Vi er med til indvielsen af Sct. Knuds kirke i Odense og i dagliglivet i den lille middelalderby. Researchen er bare i orden. At der så tærskes lidt langhalm på modviljen mod tvangsægteskabet og den spirende besværlige forelskelse i den stovte Bjørn er nok prisen for, at teenagepigen holder ved.

Alt i alt er der tale om tre gode historiske ungdomsromaner, som ikke ligger så langt fra læseoplevelsen af fantasy, derved at den unge læser indtræder sammen med en identifikationsfigur (hvilket undertiden medfører en mere moderne individpsykologisk vinkel på problemerne end nok realistisk) i et ukendt univers fuld af prøvelser og love. Som bonus får man en fint formidlet historisk viden, som også kan sætte nutiden lidt i perspektiv, f.eks. når det kommer til det med tvangsægteskaberne.

Benni Bødker: »I herrens navn«. 208 s. 230 kr. Gyldendal

Josefine Ottesen: »Slægtens Offer«. 288 s. 230 kr. Høst og søn.

Trine Appel: »Kongens staldknægt«. 328 s. 200 kr. Politikens forlag.