Danske anmeldere beskyldes for rygklapperi

Redaktøren for det danske filmmagasin ”Ekko” mener, at danske anmeldere ikke tør anmelde Lars von Triers ”Antichrist” negativt af frygt for Zentropa.

Foto: REGIS DUVIGNAU / Scanpix

Redaktøren af det danske filmmagasin ”Ekko”, Claus Christensen, beskylder de danske filmanmeldere i Cannes for ikke at turde anmelde Lars von Triers ”Antichrist” ærligt. For hvis de havde turdet det, ville de have vurderet den negativt som den fortjener, mener Claus Christensen.

Årsagen til hans kritik er den i øjenfaldende forskel i vurderingen mellem de danske anmeldere i Cannes, hvor fem ud af i alt syv har givet filmen topkarakter, og anmeldere fra andre lande, der generelt har givet filmen en dårlig anmeldelse.

Filmbladet Screen samler dagligt stjernegivningen fra de førende anmeldere verden over, og her ligger filmen gennemsnitligt på 1,6 stjerner ud af 4, hvilket svarer til noget over karakteren ”ringe”.

Ifølge Claus Christensen er der to forklaringer på danskernes meget positive holdning til filmen kontra den meget negative udenlandske holdning.

- For det første er der en tendens til, at der går håndboldslutrunde i det, når danske instruktører skal konkurrere på de internationale festivaler. De danske journalister kommer generelt til at føle sig som en del af Lars von Trier-holdet, og som om de også har en lille aktie i filmen, siger Claus Christensen.

Han mener at de danske anmeldere har manglet modet til at se filmen ”som en mesterinstruktørs mislykkede værk”, sådan som han selv ser den. Ekko gav kun filmen to stjerner, mens hovedparten af de øvrige anmeldere fra Danmark har givet den topkarakteren fire.

For tæt på Zentropa
Desuden mener han, at den positive holdning til filmen er en følge af, at filmanmelderne i Cannes har et for tæt forhold til filmselskabet Zentropa under festivalen.

Det har i mange år været en tradition under festivalen, at de danske filmjournalister bliver inviteret på festmiddag i Zentropas villa, der ligger i Cannes. Her kan de få sig svømmetur i villaens pool sammen med Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen, der aldrig har lagt skjul på, at middagen arrangeres for at skaffe selskabets film bedre omtale.

- Jeg vil mene, at det er et problem at deltage i middagen, når man samtidig skal anmelde selskabets film, dagen efter eller før, siger Claus Christensen, der ikke selv har deltaget i middagen.

Jacob Wendt Jensen, der er anmelder for B.T. i Cannes og medlem af Filmmedarbejderforeningen bestyrelse, afviser Claus Christensens kritik.

- For det første er det ikke bare anmeldere i Cannes der har været positive overfor filmen. Det er hovedparten af anmelderne hjemme i Danmark, samt i Norge og Sverige. Når vurderingen skiller mellem Skandinavien og resten af verden kan det skyldes, at Lars von Trier arbejder med ironi og provokation, som kan være svær at forstå andre steder end i Skandinavien. I Danmark ser vi en provokerende film, og tænker her et godt oplæg til debat, mens man andre steder kun ser selve provokationen, siger Jacob Wendt Jensen.

Han mener tillige, at Claus Christensens beskyldning om kammerateri mellem journalisterne og Zentropa, er åbenlyst absurd, idet den forudsætter, at hovedparten af den skandinaviske presse i såvel Cannes som i Skandinavien er i lommen på filmselskabet.

- Men hvis Claus Christensen mener, at hans egen mening om en film kan rokkes af et måltid mad fra et filmselskab, gør han sikkert klogt i at holde sig væk. Jeg har - i lighed med de fleste andre journalister og anmeldere, tror jeg - ikke selv det samme problem, siger Jacob Wendt Jensen.

Følg prisuddelingen i aften på Berlingske.dk