Socialdemokraterne har en standardløsning på alle problemer, et samfund måtte løbe ind i over tid: Ansæt nogle flere i den offentlige sektor og sæt skatterne op for at betale deres løn. Det kunne være interessant, hvis S-formanden en dag ville afsløre, hvordan hun egentlig forestiller sig, at velfærdsstaten bliver finansieret. I betragtning af at den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag allerede i 1960erne gjorde sig overvejelser, om landet havde råd til at betale de dengang gryende velfærdsydelser, og hvor højt et skattetryk danskerne ville være villige til at acceptere, kan man ikke påstå, at løsningsmodellerne ligefrem står på række i den socialdemokratiske tænkeboks.
Nyeste udspil fra S går ud på, at de ufaglærte, der desværre som følge af den økonomiske krise står med en fyreseddel i hånden, skal kunne omskoles til job i den offentlige sektor f.eks. som pædagoger, sygeplejersker eller lærere med en økonomisk sikkerhed i form af det fulde dagpengebeløb. Som udgangspunkt har Helle Thorning-Schmidt ret i, at videreuddannelse og omskoling er nøglebegreber, hvis vi skal ud af krisen. Det er håndteringen af problemerne, det er galt med.
Dagens ledighedstal er ikke i sig selv alarmerende. Det foruroligende er stigningstakten. På en måned har godt 10.000 måttet stille sig i arbejdsløshedskøen. Afskedigelserne har især ramt job, som med stor sikkerhed ikke vil genopstå, eller arbejdspladser, der udgør kernen af beskæftigelse i et lokalområde. Det er her, der skal tænkes ikke bare stort, men smart, for at få gang i væksten og udvikle nye virksomheder. Er der ikke et ordentligt erhvervsliv, er der heller ikke råd til pædagogernes løn. Samfundets øjeblikkelige behov er ikke at øge den offentlige sektor, men at skabe en bedre offentlig sektor og sikre et ordentligt økonomisk grundlag for velfærden. Dykker man under de øjeblikkelige krisetegn, så er et af det danske samfunds største problemer, at vi har over en million mennesker på overførselsindkomst. Var det lykkedes at imødegå det problem for flere år siden, ville vi formentlig stå endnu bedre rustet mod krisen, end tilfældet er nu.
De mange ufaglærte, som p.t. rammes af fyringer, efterspørger, med al respekt, næppe at komme til at sidde flere år på en skolebænk – selv på dagpenge. De efterspørger hurtig omskoling og mulighed for at komme i arbejde igen. Man kan så undre sig over, hvorfor nogle skulle uddannes på dagpenge, mens andre på længerevarende uddannelser henvises til den lavere SU. Er det ikke uligheden, Socialdemokraterne slår så stærkt på? Sporene fra tidligere skræmmer. I 1990erne skabte den daværende SR-regering en sand ledighedsindustri med uddannelsesprogrammer, orlovsordninger og overgangsperioder, der reelt fungerede som et dække for ledighedstallene. Da kurven knækkede, og virksomhederne begyndte at efterspørge arbejdskraft, var det pludselig et problem at få folk kanaliseret væk fra alle disse tilbud. Løsningen på den offentlige sektors behov for arbejdskraft ligger et andet sted. Historien viser, at planøkonomiske tiltag ikke er holdbare.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
