Der sker noget, når rockens største legende lægger hatten, tager solbrillerne af og glemmer sit hermetisk lukkede kropssprog.
Når han holder omverdenen i armslængde uden hjælp fra et levet livs kynisme og sarkasme. Og slet og ret bare er et menneske, en romantiker, der vender vrangen ud på sig selv og rasper sig igennem linje efter linje, som andre ville dø for at have skrevet bare en brøkdel af.
»We’d loved with all the love that life can give/what can I say/without you it’s so hard to live/can’t take much more/why can’t we love like we did before/Forgetful Heart like a walking shadow in my brain/All night long I lay awake and listen to the sound of pain,« synger Bob Dylan, for det er naturligvis kun ham, der kan skrive og synge sådan i »Forgetful Heart«, et af den slags Dylan-numre, der er så ubegribelig smukt og brutalt på samme tid. Som kærlighed. Liv, død.
Umiddelbart forstår Dylan og Robert Hunter, som er medforfatter på samtlige tekster på nær én, magien i den mest intense relation mellem mennesker. På »Together Through Life« tilmed bedre end længe. Alting er skåret væk. Ingenting flyder.
Næsten symbolsk lyder den første linje i åbningsnummeret »Beyond Here Lies Nothing«: således: »I love you pretty baby/you’re the only love I’ve ever known/Just as long as you stay with me/The whole world is my throne«. Bam!
Det er den rene vare, skrevet i kølvandet på »Life Is Hard«, en bestillingsopgave fra den franske filminstruktør Olivier Dahan til sin roadmovie »My Own Love Song«, der har René Zellweger og den fantastiske Forrest Whittaker på rollelisten. »I walk the boulevard/admitting life is hard/with out you near me«, synger den snart 68-årige überlegende.
Eller rettere, han bider sig kannibalistisk igennem hver en stavelse. Det klæder ham at være så direkte og uden filter. Men selvom Dylan forstår, forstår han ingenting. For man kan ikke miste kærlighed. End ikke til døden.
Sådan er han dog ikke hele tiden. Historiefortællinger, kommentarer, klassisk Dylan kommer vi ikke uden om, naturligvis ikke. Politikerne får verbale jabs til kæben i det sarkastiske afslutningsnummer »It’s All Good«: »Big politicians telling lies/Restaurantkitchens all full of flies/Don’t make a bit difference.../Brick by brick they tear you down/A teacup of water is enough to drown«.
I det hele taget får Dylan sidestik over dagens Amerika, »I need strength to fight the world outside«, konstaterer han med et vrissent suk et sted, et andet forklarer han sig således: »State gone broke/The country’s dry/Don’t be looking at me with that evil eye«. I Dylans optik er fjolser, tyve og magthavere nogle gange samlet i én og samme krop.
Musikalsk kæmper Dylan imod ved at skrue tiden tilbage. »Together Through Life« rimer fremdeles ikke meget på hverken »Time Out Of Mind«, »Love and Theft« eller »Modern Times«. Men snarere på Muddy Waters, John Lee Hooker, på bluesmusikken i flere afskygninger, på swingtime jazz. Dermed også noteret, at enkelte elementer knytter an til »Bringing It All Back Home«, men ellers taler vi så langt tilbage som til 40erne og 50erne, til den musik Dylan selv er rundet af.
Det er råt, sumpet, men samtidig båret af et gennemgående element af pop. Dylan synger fantastisk, magisk. Han er på spil. I mol. Ofte sat i scene af Los Lobos’ David Hidalgo på harmonika – hvilket tilføjer en let-mexikansk kulør – og låneguitarist Mike Cambell’s beskedne og respektfulde licks. Det swinger og drypper af essens.
Der er ingen vej udenom, Bob Dylans 33. studiealbum en oplevelse, der sætter sig, snerrer og rusker. Højdepunktet er så afgjort »Forgetful Heart«, en smuk bluesballade båret af banjo- og harmonika med en af de bedste tekster nogensinde fra mesterens pen. Slutlinjen mejsler sig dybt, dybt ind i sjælen og helt ind i litteraturhistoriens åbningskapitel: »The door has closed for evermore/If indeed there ever was a door«.
