Thomas Larsen: Partiets bedste mand

Når historiebøgerne om det moderne Venstre skal skrives, vil forfatterne selvsagt koncentrere sig om Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Men det vil være en alvorlig fejl, hvis forfatterne undervurderer Claus Hjort Frederiksen – manden, som står til at blive VK-regeringens nye kassemester, og som er rykket ind i kredsen blandt Lars Løkke Rasmussens mest betroede rådgivere.

I den seneste tid har Hjort deltaget i planlægningen af det aktuelle magtskifte, og han har givet råd om de mærkesager, som Løkke sætter øverst på dagsordenen i tæt samspil med vicestatsminister Lene Espersen og DF-leder Pia Kjærsgaard.

Dermed er Hjort nok en gang trådt ind i rollen som knivskarp rådgiver og loyal væbner for en Venstreleder. En rolle som ingen før ham har udfyldt gennem så mange år og med så stor gennemslagskraft.

Forklaringen på hans unikke position skal først og fremmest findes i hans suveræne dømmekraft og evne til at skære ind til kernen i enhver politisk situation.

Dertil kommer, at alle i partiet ved, at han arbejder utrætteligt for at bringe Venstre frem – uden selv at drømme om at komme helt til tops. Han er partisoldat helt ind i marven, og derfor har skiftende Venstreledere vidst, at de har kunnet stole på Hjort i en verden, hvor det ellers kan være farligt at vende ryggen til selv sine nærmeste.

Bortset fra en enkelt afstikker har Claus Hjort Frederiksen været med helt tilbage i 1970erne, da Poul Hartling begyndte at drømme om at modernisere det gamle landboparti.

Hjort har først set Hartling og siden efterfølgeren Henning Christophersen i aktion, men han blev først selv en central aktør, da han i 1985 blev forfremmet til partisekretær, samme år som Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til næstformand.

Året forinden, i 1984, var Uffe Ellemann-Jensen blevet valgt som partiformand og dermed var det triumvirat samlet, der førte Venstre ind på en enestående succesrig kurs. De tre førte i fællesskab partiet fra land til by, udviklede partiets organisation, skærpede politikkens fokus, strømlinede kommunikationen og skabte gradvist grundlaget for Venstre som landets nye store folkeparti, der kunne appellere til brede vælgergrupper og erobre regeringsmagten.

Hvad de færreste er klar over, stod Claus Hjort til at blive minister allerede i 1998, hvis det var lykkedes for Ellemann at komme det sidste stykke over dørtrinnet til Statsministeriet. Ellemann forstod og anerkendte Hjorts dygtighed.

Som bekendt måtte Hjort vente, indtil den historiske sejr i 2001 blev en realitet. Ved den lejlighed fik en del danskere aftenkaffen galt i halsen, da Fogh på valgaftenen indledte sin takketale: Alle regnede med, at Fogh som en selvfølge ville takke Ellemann eller i hvert fald Anne-Mette. I stedet rettede han en varm tak til den indtil da totalt ukendte Claus Hjort, som få dage efter blev ny beskæftigelsesminister.

Helt ned til de mindste detaljer havde Fogh og Hjort forberedt magtovertagelsen og regeringsprogrammet, og Hjort var en af de få, som kendte indholdet i Foghs berømte ringbind – drejebogen.

For Hjort har den seneste tid været vanskelig, for han har haft svært ved at acceptere, at Fogh – med sin langvarige jobansøgning – har været med til at underminere regeringen og Venstre. Men sigende for hans temperament har han koncentreret sine kræfter om at hjælpe Løkke i den problematiske tid.

Det tætte forhold mellem den nye statsminister Løkke og partisoldaten Hjort er af forholdsvis ny dato – men relationen er stærk. Hjort var en af de topfolk, som mest direkte opfordrede Løkke til at blive voksen. Men det var også Hjort, som bakkede op, da Løkke mødte en lavine af kritik på grund af de berømte og berygtede bilag.

Udadtil har Hjort aldrig været folkekær, og han scorer lavt i popularitetsmålingerne. I oppositionen er kærligheden også til at overse, for her opfatter man ham som eksponent for blokpolitik og partiegoisme. På de indre linjer i Venstre har en hel del også slået sig på Hjort gennem tiden, når han kræver partidisciplinen overholdt, men ingen sætter spørgsmålstegn ved hans betydning. Derfor er der også en indre logik i, at Hjort skal sættes ind på den vigtige finansministerpost. Løkke ved, at han får en stærk kassemester og en minister, som nyder stor tillid hos Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Og dermed vil regeringen og DF kunne spille tæt sammen om den økonomiske politik og bekæmpelsen af arbejdsløsheden, som bliver førsteprioritet for Løkke.

Mens Ellemann, Fogh og Løkke vil fylde mest i bøgerne over den nyere danmarkshistorie, vil Hjort blive skrevet ind i Venstres historie som en af partiets bedste mænd.