Thomas Larsen: Ingen borgerlig revolution

Mange borgerlige og liberale ildsjæle står i kø med gode råd til Danmarks nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Det har ikke været muligt at skabe et borgerligt liberalt alternativ til den vej, som V-trojkaen Fogh, Løkke og Hjort Frederiksen har fulgt siden 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Hedemann
Drømmen om et frontalopgør med »socialdemokratismen« og den nuværende velfærdsmodel lever, og der øjnes muligheder for et brud med den midtsøgende pragmatiske linje i velfærdspolitikken, som blev et af Anders Fogh Rasmussens varemærker.

Problemet for de borgerlige og liberale stemmer, som opfordrer Løkke til at foretage et dramatisk kursskifte for at revitalisere sin regering, er, at de ikke har en ret overbevisende business case.

Faktum er, at det er Foghs politiske strategi, som har gjort det muligt for Venstre at kæmpe sig frem til magten og fastholde den. Ved sin overlevering af Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen søndag eftermiddag sammenfattede Fogh selv linjen i det simple slogan, som har været styrende for en stor del af regeringssamarbejdet siden 2001. I al sin enkelhed handler det om - som han udtrykte det - at »forandring skal gå hånd i hånd med tryghed.« Danskerne skal løbende forberedes på de nødvendige ændringer og justeringer af velfærdssamfundet. Det ligger i strategien, at revolutioner er bandlyst – i stedet skal samfundet ændres og reformeres via de små skridts politik.

Det er ikke altid, at Fogh har kunnet følge recepten, men på lange strækninger har han gjort det. På den led har han kunnet fastholde magten længere end nogen tidligere Venstre-statsminister, og han har stillet Socialdemokraterne over for en historisk svær udfordring, som partiet fortsat kæmper med. Dét ved Fogh, og det ved Lars Løkke, ligesom de ved, at den velmente rådgivning, som indløber i disse dage, vil være den direkte vej til at tabe regeringsmagten, hvis de fulgte rådene.



@BM ANALYSE TEKST:Sagen er, at alle forsøg på at skabe et vidtgående borgerligt liberalt alternativ til den vej, som V-trojkaen Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har fulgt siden 2001, er endt som dundrende fiaskoer.

Det kan hænde, at opfordringerne til en borgerlig liberal revolution gør sig godt i skåltaler, men i praktisk politik har de indtil nu vist sig fuldstændig umulige at realisere.

Da en gruppe forsøgte at starte partiet »Liberalisterne« - delvis i protest mod Fogh linje - var resultatet mildest talt ikke overbevisende. Hvem kan overhovedet huske projektet i dag? Næppe mange. På samme måde ligger Liberal Alliance helt i bund i meningsmålingerne, og der er ikke ret mange danskere, som har haft lyst til at slutte op bag Anders Samuelsen og Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensens parti. Tværtimod er det højst tvivlsomt, om partiet når spærregrænsen ved næste valg.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister – ligesom sine forgængere – skal kunne tælle til 90, hver gang han vil gennemføre et initiativ.

Det kan hænde, at der både i Venstre og Det Konservative Folkeparti kan trives ambitioner om at forfølge en mere stålsat borgerlig liberal politik, men Løkke ved bedre end nogen anden, at det er urealistisk at håbe på hjælp fra f.eks. de Radikale, som på visse strækninger tænker i samme retning som V og K, når det handler om at gennemføre reformer, der skal fremtidssikre Danmark og sikre finansieringen af fremtidens velfærdssamfund. Men frem til næste valg vil rød og blå blok møde hinanden i en konstant konfrontation. Derfor er VK-regeringen afhængig af Pia Kjærsgaards loyalitet, og den er stor, så længe den oprindelige recept for VKO-alliancen følges.

Endelig hører det med til billedet, at Løkke i en tid med stor usikkerhed på grund af nedsmeltningen i den globale økonomi har én hovedopgave – nemlig at forsøge at afbøde virkningerne af krisen mest muligt. I den situation vil Løkke opfatte det som politisk selvmord at indlede et stærkt ideologisk opgør med den danske model.

Præcis som den forrige Rasmussen ved den nye, at slaget om magten vindes på midten, og hans primære bestræbelse vil være at demonstrere for midtervælgerne, at de kan følge sig trygge ved, at han nu står i spidsen. Han har ikke tænkt sig at springe ud som liberal ideolog og bekræfte det skræmmebillede, som oppositionen systematisk forsøger at fremmane. Løkkes tilgang vil givet skuffe liberale ildsjæle, men vil være den bedste garanti for at fastholde regeringsmagten.