TV-2 gav den gas i Paris

Efter et brag af en koncert lørdag aften i Paris vil TV-2 gøre det til en fast tradition at optræde i den franske hovedstad - hvor bandet engang spille i metroen

TV2 på scenen i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjørn Willum

PARIS: "Og så har vi en sang, der har ventet tyve år på at blive spillet i Paris: 'Gare du Nord'."

Der hang nostalgi i luften, da TV-2 lørdag aften gav sin første koncert nogensinde i Frankrig, nemlig på det hæderkronede spillested Elysee Montmartre i det nordlige Paris.

Op mod fire hundrede gæster, fortrinsvis danskere, var mødt frem og trods en stille start udviklede aftenen sig til en over to timer lang fest.

"Der var en fed stemning, skæg og lige præcis som vi ville have den. Anderledes og uhøjtidelig," sagde en lettet Steffen Brandt efter koncerten til berlingske.dk.
"Vi synes at publikum har formået at gøre os uundværlige her i Paris. Vi er nødt til at komme igen om senest to år," tilføjede Brandt, der sammen med den danske ambassade i Paris har arbejdet på projektet i årevis.

Skal være fast tradition
Dermed vil TV-2 gøre det til en tradition at spille i den franske hovedstad, ligesom gruppen hvert andet år optræder for danskere bosat i London. En begivenhed der normalt tiltrækker omkring 800 gæster.

At optræde i Paris var dog for den århusianske rockgruppe en helt særlig begivenhed, for der var engang hvor bandets medlemmer ernærede sig ved at spille i den parisiske metro. Og overnattede på vandrehjem i byens udkant - op til syv mand på ét lille værelse, for der var ikke penge til andet.

Det var på baggrund af disse strabadser i 1970erne at sangen 'Gare du Nord' blev til, for dengang turde ingen af jyderne drømme om, at de en dag skulle indtage en af storbyens fornemste koncertsale.

"Vi har ikke spillet 'Gare du Nord' i tyve år," sagde en nostalgisk Steffen Brandt efter koncerten. "Det er ligesom en cirkel, der bliver sluttet. Det kan jeg godt lide."