Nu går han efter at få bingo i København

Tidligere justitsminister Frank Jensen stiller op til overborgmesterposten i København. Her kan han få lov at føre den klassekamp, han blev hånet for under formandopgøret med Helle Thorning-Schmidt.

Først sagde han nej, nu siger han ja. Frank Jensen vil gerne være Ritt alligevel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Han ville sikkert helst have været fri for det her. At blive mindet om sin fortid som Bingo-vært på TV-Aalborg. Men det er næsten ikke til at sige navnet Frank Jensen, uden at billederne dukker op af en smilende ung mand med fuldskæg på en TV-skærm, som er i gang med at udløse dagens spænding i det nordjyske med ordene: Nummer 16, nummer 51, nummer 4 – og så er der bingo!.

For enhver dansker med en politiker i maven er det utroligt hjælpsomt med en platform, der giver berømmelse. Og borgmestersønnen fra Støvring syd for Aalborg fandt sin platform til berømmelse i Aalborg og omegn i SIFAs TV-bingo. Det blev begyndelsen til karrieren på Christiansborg og senere til topposten som landets justitsminister.

Og til november vil den 47-årige Frank Jensen forsøge at få bingo i København. Han er udset til at være det topnavn, der kan løfte arven efter overborgmester Ritt Bjerregaard og være garant for, at Socialdemokraterne ikke mister det over 100 år lange monopol på overborgmesterposten på Københavns Rådhus.

Holdt på den forkerte hest
Frank Jensen, der er gift og har to voksne sønner, forlod Folketinget i november 2007 og har siden beklædt jobbet som direktør i brancheforeningen Danske Advokater. Det skete, efter at han havde tabt opgøret med Helle Thorning-Schmidt om at blive Socialdemokraternes formand efter Mogens Lykkeloft, der gik af i 2005 efter partiets valgnederlag.

Allerede som 16-årig blev Frank Jensen i 1977 formand for Socialdemokratiets Ungdom hjemme i Støvring, hvor hans far, Kjeld Jensen, var borgmester. Og i 1987 blev han valgt til Folketinget for Nordjyllands Amtskreds.

Han blev for alvor landskendt, da han på en ekstraordinær kongres i 1992 stillede sig op på en talerstol og sagde: ”Hvad er der i vejen med Svend?” Ordene var begyndelsen på et forsvar af den daværende formand Svend Auken, der ganske usædvanligt var blevet udfordret af Poul Nyrup Rasmussen.

Selv om Frank Jensen - så at sige - havde holdt på den forkerte hest, fik han efterfølgende en topkarriere i partiet og blev udråbt som kronprins. Frank Jensen blev i 1994 udnævnt til forskningsminister og avancerede to år senere til justitsminister. I perioden 2002-2005 var han Socialdemokraternes politiske ordfører.

Klassekamp passer til København
Da Frank Jensen var i formandsopgør med Helle Thorning-Schmidt lød et af hans bud, at Socialdemokraterne skulle føre klassekamp. Den melding blev han dengang mest af alt hånet for. Men i dag passer den som fod i hose til de københavnske socialdemokraters nye valgprogram, der er bygget op omkring klassisk socialdemokratisk værdipolitik.

København er en rød by, og truslen mod monopolet på overborgmesterposten kommer ikke fra de borgerlige partier men derimod fra SF.

Frank Jensen er blevet forbundet med mange ting. Men hidtil ikke med København. Når han har optrådt uden for Christiansborg har det ofte været i Nordjylland. F.eks. da han var med til at vise sin afsky for en naziborg i Nørresundby nord for Aalborg, hvor der aften efter aften blev sunget en stille sang og tændt op i faklerne. Indtil nazisterne til sidst flyttede.

Københavns måske kommende overborgmester er uddannet cand. oceon fra Aalborg Universitet, hvor han også har arbejdet som forskningsassistent