Det er et imponerende, tempofyldt og smukt program Nikolaj Hübbe præsenterer i »B for Balanchine« med Den Kgl. Ballet på Operaen. Hele tre mesterværker af Mr. B kan man opleve på programmet, der er Hübbes første store, personlige udspil som balletmester.
For første gang herhjemme kan man nu se Balanchines dybt originale og toptunede »Symfoni i tre satser«, som han skabte til New York City Ballets Stravinskij-festival i 1972. En energisk, skarp og kompleks koreografi fyldt med kaskader af forunderlige ballettrin med jazzet twist til Stravinskijs skæve og synkoperede rytmer. Og Den Kgl. Ballet formår virkelig med kun få skønhedsfejl i geledderne at forløse den teknisk udfordrende koreografi, som på Operaens Store Scene får netop al den plads, den kræver.
Sublim dans
Allerede åbningsbilledet med 16 danserinder i hvide trikoter på diagonal over scenen er skarpt, smukt og genialt. Her er på én gang ynde og næsten maskinel energi i de mange lange arme, og netop armene er så markante gennem hele balletten med i alt 32 dansere i de kaleidoskopisk foranderlige formationer.
Blidt svajende, kærligt krydsende eller udstrakte som svævende vinger er armene i anden sats’ akrobatisk smidige og raffinerede pas de deux, der sender tankerne til Balanchines »Agon«, og som til premieren lørdag blev danset sublimt og med stort overskud af Yao Wei og Thomas Lund.
Alle dansere inklusive de glimrende solopar Diana Cuni/Christopher Rickert og Susanne Grinder/Ulrik Birkkjær er tilbage på scenen i tredje sats af balletten, der i sin gennemgående abstraktion og legende dans også rummer alvorlige associationsbilleder. For ligesom Stravinskijs stærke musik er komponeret som reaktion på begivenheder under anden verdenskrig, er der i ballettens stærke afslutningsbillede med dansernes arme vinkelret på hinanden skjult et billede af de uendelige rækker af kors på krigskirkegårdene i Normandiet.
Mord i måneskin
En helt anden side af Balanchines bredspektrede skaberkraft oplever man i den dramatiske handlingsballet »Søvngængersken«, hvor et muntert maskebal udvikler sig til mystik og mord i måneskinsnatten. Fortryllende er Silja Schandorff som den gådefulde og erotisk dragende søvngængerske, der som en æterisk skabning, der ikke kan indfanges, glider gennem rummet højt på tå og forblænder selskabets unge poet. Kølig og sensuel er Gitte Lindstrøm som den jaloux kokotte over for den iltre baron alias Morten Eggert, der ender med at dræbe poeten, som til premieren blev danset med stor elegance og ungdommelig lidenskab af Marcin Kupinski.
Blandt selskabets fine divertissementer er det ikke mindst den fremragende unge korpsdanser Alban Lendorf, der tager kegler som den højt springende Harlekin fuld af finurlige trin. Smukke er Annette Østergårds nye brogede festkostumer i tidlig 1800-tals stil, og enkel og diskret er Kim Witzels nye stiliserede borgscenografi, hvor man dog kan savne tidligere opsætningers vindeltrappe, så man kan følge Søvngængerskens opstigning i borgen med den døde poet i armene.
Amerikansk turbotempo
Strålende er også finaleballetten »Symfoni i C«, hvor Balanchine hylder den klassiske russiske og franske ballet med raffinerede trin i rivende amerikansk turbotempo til Bizets musik. Elegante er Amy Watson og Jean-Lucien Massot som solopar i første sats, og smukt svæver Silja Schandorff i armene på Nehemiah Kish i anden sats’ flydende adagio. Eminente er Gudrun Bojesen og Tim Matiakis med deres pæcision og musikalske frasering i tredje sats, og sammen med Kizzy Howard folder Ulrik Birkkjær sig flot og musikalsk ud i fjerde sats.
Sjællands Symfoniorkester – som under sommernavnet Tivolis Symfoniorkester utallige gange har akkompagneret gæstespil med New York City Ballet – spillede til premieren under Graham Bonds sikre direktion dynamisk og præcist, som det i den grad kræves til Balanchines balletter.
Med programmet »B for Balanchine«, velinstrueret af tidligere dansere fra New York City Ballet, har Nikolaj Hübbe nu som balletmester sat et markant og fantastisk flot fingeraftryk på Den Kgl. Ballet.
