Havfruens skæbne afgøres i dag

I dag afgøres det i Københavns Borgerrepræsentation, hvorvidt Den Lille Havfrue skal sendes til verdensudstillingen i Kina i 2010. Det tegner til et ja, men et flertal af københavnerne er imod.

Den Lille Havfrue hører til i København og skal ikke rejse til Kina for at være blikfang på Verdensudstillingen, siger et flertal af københavnerne i en Gallup-måling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Er det i orden at udlåne Danmarks nationalklenodie nummer ét – Den Lille Havfrue i København – til Verdensudstillingen i Shanghai i 2010?

Efter måneder med ophedede diskussioner skærer et flertal af københavnerne nu igennem og siger nej. Det viser et rundspørge, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende. 52 pct. af københavnerne er imod at sende hende til Kina og mener, hun skal blive på sin vante plads ved Langelinie, mens godt 40 procent nikker ja, når de får samme spørgsmål. Særligt de ældre er skeptiske.

Tallene kommer samme dag, som politikerne på Københavns Rådhus skal tage stilling netop dette spørgsmål. Et spørgsmål, der har delt politikerne i Borgerrepræsentationen i to næsten lige store lejre og har fået flere partier til at fritstille deres medlemmer i den tilsyneladende følelsesladede sag.

Brander hovedstaden
Men fra politisk hold ser det ud til at blive et ja til at sende Den Lille Havfrue på langfart efter, at de Konservative har ændret holdning og nu stemmer for forslaget. Sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K) siger:

»Gallup-tallene afspejler meget godt, at man kan sige både for og imod i den her sag. Jeg kan sagtens forstå, københavnernes bekymringer, men jeg ændrede holdning, da jeg blev præsenteret for alle de gode argumenter, der er, for at sende hende af sted. Den Lille Havfrue i Kina kan være en fantastisk måde at brande Danmark og særligt København på. Det er en måde at få København ud i verden på og gengælde, at verden også kommer til København – i år helt konkret i form af Klimatopmøde og IOC-kongres.«

Hos Venstre har man besluttet at fritstille sine medlemmer, oplyser gruppeformand Martin Hirsch. Personligt er han for og kalder udstationeringen af Den Lille Havfrue for »en god idé« og tilføjer: »ikke mindst fordi hun kommer hjem igen.«

Verdensudstillingen skydes i gang i Shanghai i 2010 – med eller uden dansk havfrue.