Thomas Larsen: Fogh skader Venstre

Når Anders Fogh Rasmussen mandag tager hul på en ny arbejdsuge i dansk politik, må han konstatere, at uroen om hans mulige afgang fra dansk politik har nået nye højder.

Skal han være ærlig, må han samtidig se i øjnene, at uroen og usikkerheden har nået et ødelæggende niveau, som slår skår af hans troværdighed og underminerer Venstres position hos vælgerne. Måling efter måling dokumenterer, at danskerne ikke længere tror på regeringschefen, når han forsikrer om, at han vil forblive i dansk politik, så længe han har vælgernes opbakning. De fleste vælgere er helt sikre på, at han rejser.

Usikkerheden har nået et sådant omfang, at den konservative Helge Adam Møller følte sig kaldet til at sige, at han også var overbevist om, at Fogh snart rejser til NATO. Hvilket ikke lige netop var den udmelding, som statsministeren havde mest brug for. Men reelt sagde Helge Adam Møller blot, hvad de fleste i regeringslejren tænker.

De aktuelle målinger viser desuden, at Venstre dykker markant for tiden, og man behøver ikke at være politisk ekspert for at fastslå, at partiet for alvor er begyndt at lide under vælgernes svindende tillid til Fogh, som uden sammenligning har været Venstres suverænt stærkeste varemærke, siden han kom til som formand i 1998.

Spørgsmålet om hans mulige exit fra Statsministeriet dominerer efterhånden en så stor del af den daglige mediedækning, at det sætter regeringens initiativer i skyggen. Selv på dagen, hvor regeringen præsenterede sin skattereform, hørte historierne om regeringschefens potentielle afgang til de mest læste på de store mediers hjemmesider.

Konsekvenserne af usikkerheden er åbenbare: Slitagen på Foghs troværdighed og autoritet er alvorlig nok i sig selv. Men dertil kommer, at tvivlen om hans fremtidsplaner får ambitiøse Venstrefolk til at positionere sig til nye tider internt i Venstre. Det udløser magtkampe og misstemning.

Forholdet til regeringspartnerne i Det Konservative Folkeparti lider også under usikkerheden. Og i Dansk Folkeparti har Pia Kjærsgaard længe været fuldkommen overbevist om, at Fogh vælger Danmark fra. DF-lederen har i denne situation gjort alt, hvad der er muligt for at forsikre omverdenen om, at Lars Løkke Rasmussen vil være fuldt kvalificeret og velegnet til at blive Danmarks nye statsminister.

Bliver Løkke regeringschef i nær fremtid, har Fogh imidlertid ikke sikret sin efterfølger en optimal start.

I månedsvis har usikkerheden om Foghs fremtid betydet, at Lars Løkke er blevet anmeldt og vurderet i en syndflod af meningsmålinger, som alle har drejet sig om, hvor vidt danskerne opfatter ham som troværdig og pålidelig. Målingerne er ikke faldet ud til kronprinsens fordel, og han er i den grad bagud på point, hvis han her og nu skal ind i Statsministeriet.

Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gør ganske vist klogt i ikke at undervurdere Venstres kronprins, som er en særdeles handlekraftig, erfaren og intelligent toppolitiker. Men faktum er, at Løkke har meget at overvinde, før et flertal af danskerne vil sætte deres lid til ham, og det er et åbent spørgsmål, om han vil kunne lukke det gab, som Fogh vil efterlade.

Statsministeren pointerer selv, at han igen og igen har fortalt, at han ikke vil forlade Danmark. Han har gentagne gange givet udtryk for sine frustrationer og sagt, at han føler sig fanget i et nærmest kafkask spind, eftersom ingen tager hans forsikringer om at blive for gode varer.

Problemet er blot, at Fogh underminerer sine forsikringer, når han gang på gang afviser at svare på pressens spørgsmål om, hvad han vil gøre, hvis han får generalsekretærposten serveret på et sølvfad af de internationale regeringschefer, der helt åbenlyst ser statsministeren som en fremragende kandidat til NATO-jobbet.

Skal danskerne tro Fogh, bliver han nødt til at besvare pressens »hypotetiske« spørgsmål, og han bliver også snart nødt til at svare på engelsk, tysk og fransk. I modsat fald fortsætter den destruktive debat, og for hver dag vil flere danskere blive irriterede over, at sagen ikke bliver afgjort.

Såvel Venstre som den samlede VK-regering vil svækkes og lide under, at der ikke er ro om ledelsesforholdene.

Indtil den nye generalsekretær er endelig udnævnt, vil slitagen på Foghs troværdighed fortsætte og problemerne for regeringen stige. De ugentlige pressemøder om tirsdagen i Statsministeriet har allerede udviklet sig til en farceagtig stillingskrig og et semantisk ordkløveri. Det siger sig selv, at disse konfrontationer med pressekorpset på Borgen yderligere er med til at undergrave tilliden til Foghs løfte om at blive i dansk politik.

Statsministeren er om nogen en dreven og effektiv kommunikator, som kender betydningen af klar tale foran et stort publikum. Passer han ikke på, vil han gradvist komme til at fremstå som Anders-uld-i-mund og vil få slået yderligere skår af den troværdighed, som det er så afgørende for en statsminister at have i behold.

Har han glemt det, behøver han blot at tænke tilbage på forgængerens skæbne.