Skuddrama spreder frygt på Nørrebro

En række borgere på Nørrebro tør ikke længere lade deres børn lege på gaden. De føler sig utrygge efter det seneste skuddrama i Korsgade.

Sportshallen i Korsgade er lukket for offentligheden efter skyderiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen
Drive-by-skyderiet på Korsgade på Nørrebro har endnu engang spredt frygt i det skudplagede kvarter i København.

- Det er ikke så godt, at det kommer så tæt på. Mine børn skal i hvert fald ikke lege nede på gaden alene, fortæller en kvindelig beboer, som bt.dk har mødt her til morgen på Blågaards Plads sammen med hendes to små drenge.

To andre beboere kom helt tæt på gårsdagens skuddrama, hvor fire rockerlignede typer affyrede flere skud fra en forbipasserende bil.

- Vi kom ud fra Netto, da vi hørte skuddene. Så så vi en bil komme kørende hurtigt imod os og to udlændinge i North Face-jakker, der løb hurtigt væk (mod Blågårdsplads, red.), fortæller en ung kvinde og en mand, der begge bor i Korsgade, hvor skuddene faldt.

- Vi var med det samme klar over, at det var skud. Vi hørte seks i alt. Vi forsøgte at forholde os roligt, og havde selvfølgelig ikke lyst til at involvere os i noget. Vi bor i en opgang lige ved siden af, så vi skyndte os bare op til os selv. Heldigvis bor vi på 5. Sal. Det er ikke særlig rart, at det kommer så tæt på. Det har vi det selvfølgelig ikke særlig godt med, fortæller det unge par, da bt.dk møder dem på Blågårds Plads til morgen.

En 19-årig fodgænger blev ramt af skud i hoften under skuddramaet. Han kunne i går meldes udenfor livsfare.

Et af de skud, der blev affyret, gik gennem ruden til sportshallen i Korsgade, mens der var børn i hallen.

Sportshallen var her til morgen lukket pga. gårsdagens skudopgør.