Bag det mørke scenerum på Gladsaxe Ny Teater hænger en rengøringsplan. Et udførligt skema, der oplyser, om det er forestillingslederen eller det administrative personale, som skal vaske gulv i denne uge. Teaterchef Kaspar Rostrup har selv været nødt til at erstatte sin trofaste rengøringsdame. Man må spare, hvor der spares kan, når ens teater er gået i betalingsstandsning, og gælden lyder på tre millioner kr. til kreditorerne. Kort før skuespillerne møder til dagens prøver, venter Kaspar Rostrup på sit kontor og forsøger at overskue kalenderen.
»Der går ikke et øjeblik, hvor jeg ikke tænker på økonomien. Det får meget kunstnerisk energi til at ryge ud i sandet, så dagligt leger jeg med tanken om ikke at være her. Men jeg elsker jo alligevel stedet,« siger han.
Et teater i en krisetid
Han er 68 år. Hvis han virker træt, og håndbevægelserne i enkelte glimt synes hektiske, skyldes det, at han arbejder fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Uden helt at vide om teatret eksisterer fremover. Flopper den næste forestilling, er det slut.
I teaterchef Flemming Enevolds tid var virkeligheden en anden; Scenen på Buddinge Hovedgade hørte under Københavns Teater og mønstrede et årsbudget på 18 millioner, men for to år siden fik teatret titel af egnsteater. Det betyder, at Kaspar Rostrup nu får fire millioner kr. fra Gladsaxe Kommune, og de rækker kun et stykke af vejen:
»Vi er en enestående scene, som jeg kan drive for ni millioner i alt, men vores sædvanlige bidragydere fra erhvervslivet kan ikke længere give resten af pengene, fordi de mærker finanskrisen.«
Han undrer sig over, at kulturminister Carina Christensen (K) afviser en nødhjælpsbevilling til Gladsaxe Ny Teater. Han taler om, at staten er ved at glemme kulturen.
»Det giver ellers mening at satse på kunsten, der får befolkningens åndsliv til at leve. Den effekt kan du ikke gøre op på en bundlinje,« siger Kasper Rostrup og retter på sit sorte jakkesæt.
Det må ikke koste noget!
Hans kone Lene kigger inden for på kontoret. Hun er ansvarlig for teatrets administration, billetsalg og PR. De fleste mennesker, som tilhører den nære kreds omkring Kaspar Rostrup, deltager i hans kamp for teatret.
»Skal du ikke hvile dig inden prøverne?« spørger Lene.
»Nej, nej,« siger han og tager sig af scenemesteren, som pludselig står i døråbningen og vil vide, hvorfra han skal skaffe nogle plakater, der kunne se ud som om, de hørte hjemme i Italien. Dér foregår teatrets næste forestilling.
»Måske kan vi bruge nogle af de gamle plakater fra kælderen. Det må ikke koste noget!« insisterer Kaspar Rostrup.
Rollen som forretningsmand får hans ansigt til at spænde til. Men på teatrets scene, et øjeblik senere, går han mærkbart opløftet rundt mellem skuespillerne og diskuterer med dem, hvordan de skal agere. Han er dirigenten, som i stedet for noder holder et manuskript i hånden. Teatersalens 720 pladser er tomme, og det er stadig tilladt at glemme en replik, eftersom der er to uger til premieren på Dario Fos farce »De betaler ikke! Vi betaler ikke!« Skæbnens ironi i titlen giver genlyd på et teater, som endte i betalingsstandsning, efter publikum ikke købte nok billetter til den seneste forestilling »The Wild Party«; en stort anlagt musical hensat til 1920ernes New York.
Mon en engel griber ind?
Skuespilleren Michelle Bjørn-Andersen befinder sig bogstaveligt talt ovenpå resterne af den fiasko, når hun står på scenens gulvbrædder. De er blevet genbrugt fra »The Wild Party« for at minimere udgifterne.
»Jeg håber bare, at en lille engel kommer forbi og redder teatret. Jeg prøver at tænke positivt,« siger Michelle Bjørn-Andersen i en pause.
Teatrets kostumedesigner Henrik Børgesen ser mere illusionsløst på tingenes tilstand, mens han er ved at presse en præstekjole til Dario Fo-komedien:
»Efter premieren har de ikke penge til at have mig ansat længere, så selvfølgelig er jeg bekymret over den økonomiske situation. Jeg har ikke råd til at gå ledig.«
Kaspar Rostrup kan kun blive fjernet af kreditorerne fra teaterhuset i Gladsaxe. Ambitionerne er de samme, som han havde i 2006, da han for anden gang blev chef for det lukningstruede teater. Han vil tilbage til ordets dramatik baseret på skuespillernes talent, og nødigt stå for den rene underholdning.
Foran ham på scenen spiller Michelle Bjørn-Andersen en italiensk kvinde, der er under et vist pres. Kvinden bor i et land ramt af finansiel krise.
»Gud, de har taget strømmen,« udbryder karakteren. Så galt er det ikke gået på Gladsaxe Ny Teater endnu. Og de 17.000 solgte billetter til den kommende forestilling lyser op forude.
