Ole Thyssen er en driftig herre, og man skal mindst være bogholder for at følge med i mandens bogudgivelser, artikler, forord og festtaler. Udstyret med en af rigets bedste øverste etager og en let pen blander han sig som en anden 1700-tals-filosof i tidens store politiske og moralske spørgsmål, og det er i sig selv en gevinst for ethvert samfund og universitet at have sådan en.
Men Ole Thyssens seneste udgivelse »Verdenssamfundet« er falsk varebetegnelse. Bogen handler i hvert fald kun meget lidt om verden og om samfundet og ligner i stedet spredte notater fra årelange studier, beregnet til forelæsninger på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, hvor forfatteren er professor. Man kan ikke undgå at få lidt ondt af de studerende, der tvinges til at læse professorens bog, og man må undre sig over, at forlaget ikke har sat en redaktør til at stramme manus op og tvinge Ole Thyssen til at præcisere sit forehavende.
I stedet nøjes omslaget med at love, at »Verdenssamfundet« er en enestående analyse af den globaliserede verden, og indledningsvis hedder det: »Når man beskriver verdenssamfundet, er beskrivelsen en del af det beskrevne og ændrer det minimalt, så man altid fortaber sig i fortid. Sådan så verden måske ud engang. Det gør den ikke mere. At beskrive verdenssamfundet er at fortabe sig i dets memoirer.«
Dette er måske enestående, men giver det mening? Hvis meningen er at vise, hvorfor nationalstaten er sværere at få has på end forventet, og at globaliseringen forstærker nationalstaternes konkurrence med hinanden, andre organisationer og verdenssystemer, så er de knap 250 bogsider noget af en omvej.
Nu ligger det i essayets genre at begive sig ud på ekskurser og male med store bogstaver, og der er da flere prægnante observationer om bl.a. det nationale og det globale fra 1500-tallet og frem til i dag, ligesom Thyssen har et skarpt øje rettet mod velfærdsstatens bagside, når han peger på den uhellige alliance mellem politikere, der gerne vil genvælges, socialarbejdere, som gerne vil være flere, og almindelige borgere, der gerne vil have flere ydelser gratis.
Men bogen skyder i øst og vest, det er verden set fra det trygge Frederiksberg, og analysen bliver aldrig rigtig vedkommende, hvilket faktisk er synd, idet der er flere gode ansatser, og fordi Thyssen med en skarpere redaktør kunne have udsendt en langt bedre bog.
