»Vi øvede aldrig«, sagde musikeren David Amram engang om sine optrædener med beat-forfatteren Jack Kerouac.
Nej, for dem gjaldt det om at finde sammen i et improviseret flow, og et lignende arbejdsfællesskab opstod mellem samtidige som eksempelvis ordmennesket Lawrence Ferlinghetti og saxofonguden Stan Getz.
At lyd og lyrik kan forenes er med andre ord en gammel nyhed, men måden hvorpå de kobles har udviklet sig markant siden 1950ernes USA. Og vi er faktisk godt med herhjemme, hvor musikere og digtere i disse år finder sammen på kryds og tværs med stadig bedre og billigere optageudstyr i ryggen.
Tag bare albummet »Færden« fra musiker Martin Hall, lydkunstner Søren E. Jensen og lyriker Nicolaj Stochholm. Herfra strømmer fem bløde og stedvist dystre numre, som trækker veksler på ambient elektronik, moderne kompositionsmusik og sofistikeret popmusik.
Nogle vil genkende fragmenter fra ældre Hall-plader, men lånene giver mening, for deres neonblå stemninger står ualmindelig godt til Stochholms alvorsfulde oplæsning, som vækker minder om salig Michael Strunge.
Vel lurer det prætentiøse indimellem, men der er altså adskillige store øjeblikke at finde på albummet. Ikke mindst da et sart synth-tema repereres bag Stochholms sårbare, let sprukne stemme, der fortæller, at »hver kvinde er en havn/med vævre vinkende flag«. Det er simpelthen så smukt, at det er til at tude over.
Friserede fraseringer
Hvor det er digteren, der står i centrum på »Færden«, er det musikeren på »Græsklart«, hvor Morten Okbo har lagt vokal, guitar og melodier til digte af den vidunderligt skrivende Ursula Andkjær Olsen.
Hendes stemme åbner og lukker ganske vist albummet, men ellers er det Okbo, der synger sammen med Kristina Holgersen i et varmt, venligt og håndspillet singer-songwriter-udtryk.
Og nok er Olsens digte forbløffende sangbare, men de kommer ikke helt til deres ret i Okbos velfriserede fraseringer. Næh, så er der anderledes schwung over digterens egne indslag. »I hænger mig/ud af halsen bogstavelig/talt«, knirker hun herligt, og man ville ønske, at albummet bød på lidt mere af Olsen og lidt mindre af den artige Okbo.
Charmerende rablerier
Artige kan man ikke beskylde musiker Mikkel Meyer og digter Marius Nørup-Nielsen for at være. MikkelModulererMarius, som de kalder sig, byder nemlig på 14 tracks, hvor laptop-programmeringer, akustiske instrumenter og keyboards blandes op med rablende og veloplagte vers, der et sted rappes, et andet synges og et tredje oplæses, som var det radioteater.
»Det er på ingen måde lydefrit«, siger Nørup-Nielsen i et af numrene, og det samme kan siges om albummet. Ikke alt sidder lige i lydskabet, men der er altså en broget charme over d’herrers ind- og udfald, som sikkert ryger på anlægget, når det avantgardistiske digterkollektiv Øverste Kirurgiske holder fest.
Og når »Ka’ du lege?« høres umiddelbart efter »Færden« og »Græsklart«, ja, så er det slående, hvor forskelligartet mødet mellem lyd og lyrik kan falde ud i 2009.
Gudskelov for det.
