Thomas Larsen: Derfor bliver Fogh i Danmark

Med den ansete britiske avis Financial Times som budbringer er der igen sat fokus på Anders Fogh Rasmussens mulige afgang fra dansk politik. Ifølge avisen står statsministeren med gode chancer for at blive NATOs generalsekretær.

Nu som før skal man lægge mærke til, at Fogh ikke føres frem af en lokalpatriotisk presse, men af verdens førende medier, hvilket er en indikation af, at Fogh anses for at være topkvalificeret til at bestride internationale stillinger.

Omtalen er umiddelbart en cadeau, men en form for anerkendelse, som Fogh kan undvære. Hvis der er en enkeltfaktor, som har besværliggjort hans position i forhold til ministerholdet og DF-toppen i 2008, har det været rygterne om hans afgang. Og hvis der er en ting, han ønsker for 2009, er det at komme fri af den malstrøm, som kan bruges til at rejse tvivl om hans engagement i dansk politik.

Problemet er, at historierne ikke kan lægges ned, for Foghs årelange erfaring som regeringschef betyder, at han har opbygget et ry og et netværk, som gør, at han blandt udenlandske kolleger og internationale iagttagere anses for at være klar til NATO, EU eller FN.

I den kommende tid vil rygterne især centrere sig om NATO, senere på året vil historierne tage til, når topposterne i EU skal besættes, og endelig vil gætterierne versere før og efter FNs klimatopmøde i København, hvor Fogh som vært skal forsøge at nå en ambitiøs global klimaaftale.

Bundlinjen er, at Fogh har besluttet sig for at blive i Danmark. Statsministeren kunne aldrig finde på at sige det højt, men de økonomiske og politiske udfordringer er ganske enkelt blevet så alvorlige, at det lukker muligheden for at fortsætte karrieren internationalt:

På rekordtid har billedet af de økonomiske udfordringer ændret sig fundamentalt, og i 2009 vil Fogh i tæt samspil med Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen følge udviklingen i økonomien uhyre tæt og designe udspil, som kan afbøde konsekvenserne af krisen.

Dertil kommer, at Løkke som Venstres ramponerede kronprins har brug for tid til at genopbygge sit statsministerkandidatur. Og endelig er Fogh uden sammenligning regeringens vigtigste bindeled til DF og dermed garanten for en stærk VKO-alliance midt i det økonomiske stormvejr. Derfor bliver Fogh.

På de indre linjer er han helt nede i detaljen i de økonomiske pakker og reformer, som er ved at blive udformet. Han har intensiveret kontakten til Pia Kjærsgaard for at være sikker på, at VK og DF har en fælles forståelse af udfordringerne og kan samarbejde om løsningerne. Og torsdag samler han ministrene til seminar på Havreholm for at gennemgå opgaverne og skabe samling om strategien.

Her og nu trækker den økonomiske indsprøjtning i 70-100 milliarders-klassen til bankerne alle overskrifter, men Fogh står i det hele taget over for et så tætpakket program i 2009, at det bedst kan sammenlignes med, at han står i startboksen foran en slalombane og i rasende fart skal styre uden om stavene på vej ned.

Bankpakken, som skal forhindre, at kreditklemmen klapper, skal hurtigt på plads. Dernæst følger forhandlingerne om skattereformen, og parallelt vil partierne blive inviteret med til at forhandle om fremrykning af offentlige investeringer i f.eks. skoler og sygehuse. Dermed får DF et væsentligt krav opfyldt, og regeringen kan dæmme op for anklager fra S og SF om, at regeringen kun er optaget af at ville give skattelettelser.

Endelig vil Fogh kunne sige, at skattelettelser og offentlige investeringer til sammen vil stimulere den fastlåste økonomi.

Selv om DF og regeringspartierne ikke er enige om, hvordan planerne skal skrues sammen, er Pia Kjærsgaard klar til at tage medansvar for den økonomiske politik. Også hvis S og SF står udenfor. Dermed får Fogh støtte til sin økonomiske strategi.

Senere på foråret vil regeringen bruge forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi til at vurdere, om der skal sættes yderligere gang i offentlige investeringer for at stimulere økonomien og holde gang i beskæftigelsen.

Med i forårets planer er desuden en sammenkobling af Foghs satsning på en grøn erhvervspolitik med de pakker, som skal stimulere økonomien. Dertil kommer en storstilet plan for fremtidens sygehusvæsen og forberedelsen af et nyt forsvarsforlig, som bliver dyrere end normalt, ikke mindst fordi det farlige engagement i Afghanistan koster.

Når efteråret kommer, vil Fogh skulle ud i et hæsblæsende program i forsøget på at sikre succes ved klima-topmødet i København. Hele vejen igennem kan man være sikker på, at historierne om de internationale topposter vil fortsætte, men statsministeren og hans nærmeste ved, at 2009 bliver rammen om det måske hårdeste og sværeste politiske år til dato. I den situation render han ikke af pladsen.