Kastholm: Læst og påskrevet

Helmut Schmidt, tysk forbundskansler i de svære år med venstreorienteret terrorisme, oprustning og oliekrise, runder nu de halvfems i fin intellektuel form og beviser, at det ikke er alderen, men sindet, det kommer an på.

På tirsdag, den 23. december, fylder fhv. forbundskansler Helmut ­Schmidt 90 år, og han er, skrev ugemagasinet Der Spiegel for et par uger siden, i dag den højest respekterede og mest populære nulevende personlighed i Tyskland. Hvis vi sætter, at han har røget 30 cigaretter om dagen, siden han blev indrulleret i Wehrmacht, 1938, så har den fortsat kernesunde og knivskarpe mand nu røget over en million, men det forslår overhovedet ikke, for manden har i generationer været kæderyger. Sidst, jeg så ham, det var i Sandra Maischbergers ofte meget gode samtale- og diskussionsmagasin på ARD, der sendes sent tirsdag aften, røg han uafbrudt. Den økologisk orienterede Sandra Maischberger var i løbet af kort tid helt skjult i blå tågebanker af cigaretrøg og måtte sidde og vifte med hånden for at feje røgen så meget til side, at hun kunne skimte sin samtalepartner, mens hun gispende efter vejret forsøgte at få et spørgsmål indført. Helmut Schmidt samtaler nemlig ikke, han forelæser, og det gjorde han også som forbundskansler fra 1974 til 1982, hvor han viste et lederskab, som mange savner i dag.



Mange kræfter har været i gang for at få ham til at acceptere, at hans 90 års fødselsdag skulle fejres ved en storslået fest, men nej tak, siger Schmidt. Hans fødselsdag skal fejres, som den plejer, hjemme i Hamburg, med Hannelore, hans kone siden 1942, og de sædvanlige tre nære venner. En af dem er forfatteren Siegfried Lenz, et venskab, der går et halvt hundrede år tilbage i tiden. Lenz er en af de store tyske efterkrigsforfattere. Som Heinrich Böll og Günter Grass har han også haft en betydelig position i danske læseres bevidsthed. Jeg synes, det siger noget om forskellen på ledende danske politikere og tyske, at de tyske kan føre samtaler og have venskaber på ligemandsniveau med fremtrædende kunstnere og videnskabsmænd. Mange tyske politikere er vidende og dannede mennesker. De danskes horisont rækker sjældent længere end til Superligaen og et par popstjerner. Her viser dybden af dansk provinsialisme sig. En dansk politiker, der vil være populær, skal blot gå op i fodbold, mens en dansk politiker, der demonstrerer kendskab til filosofi, historie og litteratur, er moden til en rigsretssag.



Forfatteren og lægen Tage Voss, der nu er 91 år og i god intellektuel form – hans morbide humor blomstrer i hvert fald, og han har i løbet af de sidste par år skrevet tre glimrende bøger – sagde i sidste uge i et interview i Weekendavisen, at »man fødes klog, åben, venlig. Og dør forstokket, selvtilstrækkelig og forbitret«. Et udsagn, der bekræfter almindelige fordomme. Lige siden jeg som ganske ung læste hans allerede dengang gamle essaysamling »Status på skæret«, har jeg sat pris på ham og med et skjult smil fulgt hans gerninger, det være sig hans propagandaindsats for tobaks­industrien eller hans litterære opgør med den nyere danmarkshistorie (for god ordens skyld: selv holdt jeg op med at ryge for over to år siden, foranlediget af et brev fra en kvindelig læser).



Men Tage Voss’ påstand om, at man fødes åben, klog og venlig, er jo langt ude. Hvem vil kalde en skrigende baby for åben, klog og venlig? Selv er Voss et omvandrende dementi af sine ord. Han har lige siden sin ungdom været en forbenet kommunist, følgelig også en indædt materialist i begrebets filosofiske betydning, og en klog, åben, venlig kommunist er en contradictio in adjecto, en selvmodsigelse. For en kommunist har jo løsningen på alting. Ligesom de radikale liberalister. Det forholder sig snarere sådan, at de mennesker, der som unge er åbne, nysgerrige, videbegærlige, idérige og intellektuelt smidige, bliver ved med at være det livet igennem, og de mennesker, der tænker retvinklet, i faste kategorier, har tendens til fanatisme og mangler evnen til at se sagerne fra andre synsvinkler end deres egen, bliver ved med at være sådan.



Som vidner på påstandens rigtighed kan man føre de to, der mødes til 90-års fødselsdagen på tirsdag: Helmut Schmidt og Siegfried Lenz. Sidstnævnte Lenz fyldte 82 år i marts måned. I juni udgav han »Schweigestunde«, en betagende roman om kærligheden mellem en gymnasielærer og hendes elev. Et gennemkomponeret kunstværk af himmelsk format. Bogen er allerede nu solgt i op imod en halv million eksemplarer i Tyskland, hvilket fortæller os, at der trods massekulturens hærgen stadig er publikum til den fineste kvalitet. Og førstnævnte Schmidt udgav i foråret bestselleren »Ausser Dienst« (en forhenværende forbundskansler hedder i Tyskland »Bundeskanzler a. D.«, dvs. ude af tjeneste, pensioneret), der på sin vis er den bedste af de mange bøger, han har skrevet om politik, fordi den inddrager hans personlige erfaringer. For begge de gamle herrers vedkommende gælder, at deres nyeste bøger vidner om en åndelig spændstighed, evner på et højdepunkt og en åbenhed over for tilværelsen, der gør én glad og beviser, at det ikke er alder, det kommer an på, men sind, og det synes jeg egentlig er et passende julebudskab herfra. Glædelig jul, kære læser.