Et forsømt punkt i min opvækst er, at jeg aldrig fik læst Mumitroldene. Inden jeg så mig om, sad mine egne unger og så de udmærkede tegnefilm med de dejformede væsener og deres venner. Heldigvis har min yngste og jeg nu rettet op på miseren, og læst de første tre romaner om Mumitrolden, skrevet fra 1945-48 (de sidste to revideret flere gange siden) og nu samlet i en stor fornøjelig bog. Drengen mødte Mumitrolden, Snorkfrøknen, Hemulen, Mumrikken, Tofslen og Vifslen (der bruger s’erne så kreativt – »Den sortsle?« sagde Tofslen »Med firsle små rumsler«).
En verden fuld af farer
Jeg mødte forfatteren Tove Jansson, som egentlig skriver om de mest uhyggelige ting: Mørke dystre skove, en iskold Murre, der fryser verden til is under sig, kometen, der nærmer sig jorden med foruroligende hastighed. En verden fuld af farer. Men hun gør det med stor ro. Der er helle i det lokale, som når smådyrene danser i skoven, eller Mumimor lukker sin velsignede håndtaske op. Jansson vidste, at det er i dialogen, væsnerne lever. Hun lader dem have hver deres særtræk, småneurotiske, godmodige, vredladne og forfængelige er de, præcis som os alle sammen. Mangler man julegaven til junior, er den her!
