Kastholm: Læst og påskrevet

TVs nyhedsjournalistik kommer ofte til at fungere som et politisk indlæg til fordel for Socialdemokraternes og venstrefløjens syn på velfærdsstaten. Ikke fordi journalisterne er røde lejesvende, men på grund af deres professionelle arbejdsmåde.

Fra 1. januar bortfalder det særlige børnetilskud til kvinder, der har ladet sig kunstigt befrugte, ikke fordi de har en partner, som de ikke kan få børn med, men fordi de slet ingen partner har og dog gerne selv vil føde børn. En lille ændring, en lillebitte beskæring af velfærdstatens umådelige ydelser, men vi må jo tage glæderne, hvor vi kan få dem, så den lille ændring er værd at glæde sig over, en gang imellem går det den rigtige vej. Næste skridt burde være at fjerne muligheden for skatteyderfinansieret kunstig befrugtning. Og så skulle VK-regeringen her i sin formentlig sidste periode vise lidt mod, nedsætte et usædvanligt hurtigarbejdende udvalg, der skulle udpege alle de luksuøse tilskud og gratisydelser, vi har bevilget hinanden i dette ekstremt forkælede land.



Men under arbejdet med at sanere tilskudsjunglen, dvs. genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv, vil regeringen støde på en meget stærk politisk modstander: de elektroniske medier. De fungerer på den måde, at så såre der sker en lille begrænsning i en eller anden ydelse, eller nogen nægtes et tilskud, så skal konsekvenserne straks belyses i langt udtrukne reportager, de såkaldte konsekvensreportager. Man kan ikke undvære konsekvensreportagen, men bruges den umådeholdent og ureflekteret, rummer den en fare. TV2s første direktør, ham der skabte stationen, den højt begavede, vidende, nytænkende og modige Jørgen Schleimann, så, at konsekvensreportagen selv kunne komme til at fungere som et politisk indlæg.



Dens indbyggede budskab er nemlig, at hvis politikerne fjerner tilskud X, så vil det være vældig ondt mod fru Y og hr. Å, og da billeder jo taler til følelserne, gør det selvfølgelig indtryk på offentligheden at se den ulykkelige fru Y, der med tårer på kind må give afkald på tilskud til nye støvsugerposer, og den desperate hr. Å, der nok må se i øjnene, at der i fremtiden kun bliver råd til én rejse om året til De Kanariske Øer. Konsekvensreportagen bidrager således til at fastholde samfundet i et bestemt moralsk-politisk mønster: ondskab er at skære ned, godhed er at give flere penge. Ikke fordi journalisten er en rød lejesvend. Men der ligger noget i selve den journalistisk-professionelle forståelse af, hvordan man definerer og belyser et problem, som i praksis styrker konserveringen af tilskudsstaten, der jo oprindelig er et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt. Schleimann gjorde op med denne journalistiske vanetænkning, og det medførte, at TV2s nyhedsudsendelser igennem en årrække udgjorde et reelt journalistisk alternativ til Danmarks Radio. Det var dengang. I dag arbejdes der på nøjagtig samme måde på begge kanaler.



Den konsekvensreportage, der blev bragt torsdag aften, og som skulle belyse følgerne af fjernelsen af det særlige børnetilskud til ungkarle-mødre, som har fået deres børn ved kunstig befrugtning, kunne altså lige så godt være bragt på den ene station som den anden. Tilfældigvis så jeg den på Danmarks Radio – i nyhedsudsendelsen kl. 21, der ifølge DR henvender sig »til den globalt interesserede, moderne og krævende seer«, ja, ord kan være taknemmelige. Den handlede om en yngre kvinde, der havde ladet sig kunstigt befrugte og nu havde født to dejlige babyer. Som hun fremstod på dér på skærmen, var hun prototypen på den krævende, forkælede forbruger af velfærdsydelser, som vores tilskudsstat har fremavlet. Hendes historie var ikke, at hun og hendes elskede i årevis havde stræbt efter at få børn og så til sidst havde grebet til kunstig befrugtning. Hendes historie var, at hun slet ikke havde nogen kæreste, hun havde ikke fundet en partner, hun ville have børn med, fortalte hun, men børn ville hun have, det var hendes ret, mente hun, og hun havde så fået sine tvillinger ved videnskabens hjælp.



Jeg ønsker hende og hendes dejlige unger alt godt. Men hvor er vi dog kommet langt ud, når et rimeligt uddannet og, må man formode, ret fornuftigt menneske kan mene, at det er hendes ret at få børn og statens pligt dels at sørge for, at hun får det, dels at betale hende for det bagefter. Reportagen satte ikke den mindste antydning af et spørgsmålstegn ved hendes synspunkt. Det var bare synd for hende. Denne type journalistik er ikke en hovedårsag til, at dette samfund er så vanskeligt at forny. Men den er medskyldig. Nogle vil hævde, at journalistikken bare er budbringeren. Men det er naivt. Reportagen er det politiske budskab, og det lyder: Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud. Ordningen træder først i kraft for børn født efter 1. januar 2009, så den pågældende kvinde berøres ikke af den, men hun har ved sin private disposition sikret sig et ordentligt sug ned i statskassen de næste 18 år. Hvorfor er det aldrig et journalistisk tema?