Du er lejemorder, netop ankommet til et afrikansk land, og din mission er at opspore og dræbe den berygtede ”Jackal”, som siges at bære meget af skylden for den borgerkrig, som hærger. Måske ikke det mest originale udgangspunkt for et computerspil, men ”Far Cry 2” sætter i højeste grad kulør på trivialiteterne ved at skabe en stemning, så savannen på det nærmeste vælter ud af skærmen.
Fra første færd føles det gribende realistisk at bevæge sig rundt, hvad enten man kører af sted i en skramlende jeep på støvede landeveje, sniger sig af sted gennem tæt jungle eller lusker rundt i den nærmeste landsby. Ubisoft har tydeligvis villet skabe en så intens og uromantisk afrikansk oplevelse som muligt, og det er i høj grad lykkedes for spillet, som er langt mere ”Blood Diamond” end ”Out of Africa”.
Således går der ikke mange minutter, før man angribes af malaria, hvilket i spillet gør det svært at bevæge sig og forstyrrer synet – ikke så rart at få et anfald af, netop som man går ind i en skudduel – og sygdommen kan kun holdes nede ved at tage medicin, som aldrig er nemt at få fat på. Desuden er omgivelserne skabt præcis, som man forventer det i et krigshærget land; alt er faldefærdigt, beskidt og hærget, og al udstyr er gammelt og kræver vedligeholdelse, om det så er jeepens motor, der konstant sætter ud, eller de mange slidte våben, der sjældent holder til mere end et par affyringer, før de går i stykker.
Det giver en anderledes realistisk ramme for et ellers traditionelt skydespil. Og sammenholdt med en opfindsom brug af naturen og dens stærke kræfter (ild spiller fx en stor rolle i spillet og kan bruges på et væld af måder, både som beskyttelse og angrebsvåben) gør det ”Far Cry 2” til en forfriskende, men også yderst udfordrende oplevelse. Som lejemorder er man i første omgang totalt overladt til sig selv, og det er bestemt ikke en gåtur i parken at navigere rundt i den barske natur, samtidig med at man konstant bliver angrebet af aggressive og svært bevæbnede fraktioner, mens man samler information om Jackal.
Heldigvis er der hjælp at hente i form af en række forskellige bipersoner, et galleri af mere eller mindre suspekte ”kolleger”, der undervejs giver gode råd og sågar deltager og støtter i nogle af missionerne. Samtidig er det nødvendigt også at tage arbejde hos de forskellige fraktioner, som er i indbyrdes krig, for kun sådan er det muligt at få åbnet for nye missioner og dermed sikre sig adgang til livsvigtig information i den intense jagt på Jackal.
Desværre går langt det meste af tiden med at deltage i blodige skuddueller. Det skal der jo pr. definition være masser af i en shooter, men i ”Far Cry 2” bliver det hurtigt for meget af det gode. Det vrimler nemlig med fjender overalt, som alle er yderst opsatte på at få gjort det af med en irriterende lejemorder, og sammen med den høje grad af realisme, når det gælder omgivelser og udstyr, kræver det ofte mange taktiske overvejelser (og genstart af spillet) med medfølgende langsom fremrykning, og det trækker den ellers interessante historie i unødigt langdrag.
”Far Cry 2” er fantastisk flot rent visuelt, og bør både opleves og udforskes. Men den fantastiske kulisse får mig til at ærgre mig over de manglende ambitioner, når det gælder selve gameplayet. For hvor kunne det dog være rart, hvis udviklerne havde brugt den afrikanske ramme til mere og andet end bare at meje fjender ned på samlebånd.
