Miljøvenlige ballader fra D-A-D

»Monster Philosophy« Ny D-A-D-skive spejler billedet af et ballade-band, der hverken udfordrer sig selv eller sit publikum.

Kashmir har det, Nephew har det, og Veto har det. Et publikum så dedikeret og loyalt, at det burde være selve opfyldelsen af enhver rockdrengs våde drøm.

Fra midtfirserne og frem til indgangen af indeværende årti var det D-A-D forundt at rende med massernes gunst. Men i såvel kunstnerisk som kommerciel henseende er de blevet kørt bagud i flere heats af de toptunede, yngre lokale kolleger.

Nu kunne man måske forestille sig, at landets tidligere nationalrockere ville tage handsken op, opprioritere udvikling og sætte turbo, kant og urkraft bag et nyt kuld sange i en udtalt bestræbelse på at tilbageerobre tronen som Danmarks nationalrockere.

Men det synes nu ingenlunde at være tilfældet på »Monster Philosophy«, der udkommer på mandag. Selvfølgelig ikke, for D-A-D ville ikke være D-A-D, hvis ikke de passede sig selv og viftede tidens luner og musikalske følger væk med et løst, ironisk håndled.

Mainstreamrock
Således er D-A-D, der med hastige skridt nærmer sig sølvbryllupsalderen, anno 2008 et mainstreamrockband, der især holder fokus rettet mod de ballader, der har skabt dem så mange succeser undervejs i deres imponerende karriere.

Blandt dem leder »Too Deep For Me«, og »I Am The River« tankerne hen på senere Red Hot Chili Peppers, mens den i øvrigt fremragende »Milk And Honey« klinger svagt af Dire Straits! Så er den atmosfæriske »Night Stalker«, en søstersang til den 17 år unge »Laugh’n’A ½«, anderledes klassisk D-A-D, som kun de kan spille den slags.

På den skarpe og pågående rockfront, hvor ørehængende melodier, knivskarpe rockriffs går hånd i hånd med enten de tidlige dages begavede spaslinjer eller det senere mere modne og personlige tekstunivers, er der, trods alt også nyt i vente.

Poppet omkvæd
Men D-A-D er godt nok karrige med de eksplosive udskejelser. »Beautiful Toghether« er naiv punkrock, titelsangen er mainstreamrock tilsat lidt industrialeffekt, »If You Had A Head« er badass rock’n’roll med et poppet omkvæd, som desværre nivellerer de rigtig gode ansatser til et vaskeægte killertrack.

Et musikalsk piskesmæld får vi først i »Chainsaw«, hvor D-A-D virkelig rocker og Jesper Binzer går amok bag mikrofonen.

Dermed også indirekte konstateret, at »Monster Philosophy« er en i uvant og helt ekstrem grad pæn, næsten jovial skive for bandet. I mine ører er den slet og ret for poleret spillet, orkestreret og miljøvenligt produceret.

Og således blottet for de knaster, overraskelser, utallige fejl og den skønne, direkte attitude, som voldsomt fortjent har gjort D-A-D til et særegent kapitel i musikhistorien. Man kan naturligvis ikke forlange, at et orkester med så mange år på bagen, skal spille oktanrig knallertrock, som var de fire teenagere i mors og fars garage for at tækkes nostalgityngede fans.

Men nærværende er en venlig omgang ballader plus det løse, og det er for kedeligt. Har D-A-D mon helt mistet modet til at udfordre både sig selv og sine lyttere? Forhåbentlig er der flere ridser og buler i vente, når fire-banden drager på landevejen primo næste år.