Turèll på tre kvarter

»Så kort og mærkeligt livet er« På blot tre kvarter bliver Dan Turèlls digterkunst og ejendommelig liv portrætteret i visionær dokumentarfilm.

Lars Bom personificerer i dokumentarfilmen den sortneglede, jakkesætsklædte behattede »Onkel Danny« Fold sammen
Læs mere

Den afdøde digter, forfatter og entertainer Dan Turèll var en særpræget mand, og på samme måde er Anders Østergaards film »Så kort og mærkeligt livet er« en speciel dokumentarfilm.

Man kan spørge sig selv, om den overhovedet er dokumentarisk i ordets oprindelige forstand, altså en indkapsling af virkeligheden.

Den er fyldt med stilistiske virkemidler så som tegnefilm, computeranimation og rekonstruerede begivenheder fra Turèlls liv, hvor Lars Bom personificerer den sortneglede, jakkesætsklædte behattede »Onkel Danny« med det karakteristiske skæg og mørke karseklip, suppleret med TV-optagelser af den virkelige Turèll.

En sådan mosaik visualiserer forfatterens sansende blik for sin omverden, og det er ham selv, der lægger stemme til billederne. Dette er filmens absolutte force, for den mand forstår at snakke, som hans mor Inge bemærker undervejs. Hver sætning emmer af unik sprogforståelse på et plan, hvor alle kan følge med, uden at det bliver kedeligt eller banalt. Tværtimod.

Nogle vil sandsynligvis efterlyse en overordnet fortælling i filmen, ligesom man kunne ønske sig nogle flere biografiske indslag. Men Østergaard forsøger at skildre personen Dan Turèll gennem hans arbejde, og man bliver nødt til at have et snævert fokus i en film på kun 46 minutter.

Mest iøjefaldende er instruktørens virtuose, innovative billedsprog, som bliver ved med at imponere efter den lige så teknisk visionære »Tintin og mig« og den voldsomt populære skildring af »Gasolin’«.

Han er sammen med Tómas Gislason (»Overcoming«) og Max Kestner (»Verden i Danmark«) blandt landets mest kreative dokumentarister, og de er fornemme repræsentanter for moderne dansk dokumentarfilm. Filmen bliver vist i forbindelse med Københavns dokumentarfestival CPH:DOX, mens danskere uden for hovedstaden kan se den i forbindelse med det landsomspændende DOX-ON-WHEELS.