Hvert andet bibliotek skal spare

Over halvdelen af landets biblioteker skal skære i budgetterne for næste år, viser en ny undersøgelse. Bibliotekarforbundets formand siger, at bibliotekerne bliver ramt alt for hårdt, men det afviser kulturministeren, som mener, at bibliotekerne gennemgår »tilpasninger«.

Hareskov Bibliotek overlevede denne gang, men besparelserne kommer til at gå ud over åbningstiderne – og skolebørnene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Liselotte Sabroe

En stor del af landets biblioteksgængere kan se frem til ringere åbningstider, længere ventetider, færre bøger på bibliotekernes hylder og enkelte filiallukninger.

57 procent af landets biblliotekschefer siger, at de næste år har færre penge på budgettet til materialeindkøb og personale, end det har været tilfældet i år. Det viser en rundspørge foretaget af Danmarks Biblioteksforening, som Berlingske Tidende har fået indsigt i.

»Det er meget beklageligt, at de forgangne års budgetreduktion ser ud til at fortsætte. Vi har i 2006 og 2007 gang på gang fået at vide, at forklaringen på reduktionerne skal ses i sammenhæng med en effektiviseringsgevinst afledt af kommunesammenlægningerne. Jeg tvivler personligt stærkt på dette,« siger formand for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen.

Foreningens undersøgelser, som bliver offentliggjort i dag, viser samtidig, 35 procent af landets bibliotekschefer har samme budget som sidste år. Otte procent af dem har fået øgede budgetter. Vagn Ytte Larsen påpeger, at det især er bibliotekernes materialekonto som bliver ramt. Kun få steder fører besparelserne til lukninger.

Biblioteksstrategi på vej

Hos bibliotekarforbundet mener man dog, at grænsen er nået.

»Jeg synes bibliotekerne har nået smertegrænsen. Med de seneste nedskæringer, tvivler jeg på, om alle biblioteker kan leve op til bibliotekslovens krav om alsidigt indhold. Vi ser jo nu, at bibliotekerne bliver ramt på materialekontoen, hvor det før handlede om, at man lukkede filialer. Alt i alt er kultursektoren i krise, og bibliotekerne ser ud til at blive ramt rigtig hårdt,« siger bibliotekarforbundets formand Pernille Drost.

Men kulturminister Carina Kristensen afviser kritikken.

»Jeg oplever ikke et biblioteksvæsen i krise, men derimod et biblioteksvæsen, der er i fuld gang med at tilpasse sig udfordringerne i vidensamfundet. Faktisk ser vi i disse år rigtig mange spændende eksempler på nytænkning rundt om i kommunerne som for eksempel fleksible åbningstider, fleksible bogbusser eller børnehavebiblioteker,« siger ministeren i en skriftlig udtalelse.

Hun understreger samtidig, at hun snart vil komme med en samlet strategi for landets biblioteker.

»Folketingets Kulturudvalg vil meget snart få tilsendt en rapport udarbejdet af Styrelsen for Bibliotek og Medier, der netop ser på folkebibliotekerne efter kommunalreformen. I den forbindelse er det stadig min hensigt at udarbejde en samlet strategi for, hvordan folkebibliotekernes rolle kan være med til at fremme regeringens globaliseringsstrategi,« skriver ministeren.

Stille biblioteksdød

Samlet set viser Bibliotekforeningens undersøgelse, at landets biblioteker skal skære halvanden procent på deres budgetter til næste år. En budgetreducering som er mindre end både sidste og forrige år. Men borgene kan godt forvente ydeligere nedskæringer, for bibliotekerne er et område med lav politisk prioritet, siger kommunalforsker Roger Buch.

»Kulturen er et område, med lav politisk status. Hvis du spørger borgerne, om der skal bruges penge på ældre og børn eller kultur og administration, så peger stort set alle på det første. Det ved politikerne godt,« siger Roger Buch.

Han tror ikke på, at en samlet plan på biblioteksområdet, som minsiteren har i støbeskeen, vil skabe nogen holdningsændring ude i kommunerne.

»Jeg tror ikke, kommunalpolitikerne skeler meget til, at der ligger en national biblioteksplan, hvis de skal få budgetterne til at hænge sammen. Når valget står mellem at lukke folkeskoler eller biblioteker, ved politikerne godt, hvad de skal vælge. Jeg er helt overbevist om, at vi ikke har set de sidste bibliotekslukninger,« mener Roger Buch.