Slagsmål om gave

Storslået vartegn for København eller malplaceret misfoster? Bølgerne går højt i Københavns Havn, når det drejer sig om planerne om en skulptur af Robert Jacobsen. Foreløbig har Københavns Borgerrepræsentation sagt ja tak til at få skulpturen, der er dobbelt så stor som Rundetårn, opstillet ved indsejlingen til havneløbet.

Bag den omkring 200 mio. kr. dyre gave står en kreds af erhvervsfolk med direktør Frank Johansen i spidsen. Frank Johansen var ven med Robert Jacobsen (1912-93), og allerede, mens billedhuggeren levede, præsenterede Frank Johansen ham for ideen om en meget stor udgave af en mindre skulptur placeret ved Københavns Havn. Den gang sagde Københavns Borgerrepræsentation nej tak til gaven. At den siger ja nu, rejser kritik fra kunstfaglig side.

Protest mod placeringen
Akademiraadet, der er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål, har protesteret mod opstillingen, og arkitekten Henrik Terkelsen, der er medlem af Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum, siger i en kommentar, at dét er det største problem i sagen:

- Modsat komitéen, der vil opstille skulpturen, er Ritt Bjerregaard og Borgerrepræsentationens medlemmer valgt af os alle til at varetage vores alles interesser, og så forventer vi naturligvis at de i alle sammenhæng rådfører sig med de bedst egnede.

I det hele taget er det vanskeligt at finde mennesker med forstand på kunst, arkitektur og byrum, påpeger billedkunstneren Per Arnoldi. Han er blandt de skarpeste kritikere af projektet. Først og fremmest af hensyn til stedet, hvor skulpturen tænkes placeret:

Skulptur vil ødelægge havnen
- Mangler der noget på dette sted? Nej! Vil noget, som for eksempel en skulptur, ødelægge stedet? Ja! Havnen er godt fyldt op med krydstogtsskibe, kraner, containere, vindmøller og en bro, og det er ting, vi kan forstå. Der er ikke brug for noget på stedet. Der er ikke noget behov for det, og turisterne bliver selvfølgelig ikke én dag længere, fordi der bliver opstillet et malplaceret misfoster. Det er først og fremmest hensynet til havnen, der er det afgørende. Der skal slet ikke opstilles noget som helst på det sted, siger Per Arnoldi og fortsætter:

- Så er der også hensynet til Robert Jacobsens eftermæle. Her kan man diskutere, om det er en særlig god skulptur, de »generøse« givere vil forstørre til det groteske. Men lad det ligge. Det er til syvende og sidst en smagssag. Man bliver imidlertid nødt til at sige, at selv Robert Jacobsen kunne tage fejl, og det gjorde han, da han lod sig overtale til at stille en så høj skulptur op i havnen. En død kunstner skal vurderes på sine bedste værker, og det er dette ikke. Jeg siger det i al kærlighed til Robert Jacobsen. Vi havde meget til fælles. Vores store egoer eksempelvis. Og dette bliver ikke det vartegn for København, som den bjergsomme komite forestiller sig. Den lille havfrue fungerer som et vartegn. Det er godt nok blot et uskyldigt stykke nips, men der ligger et fantastisk eventyr bag. Frihedsgudinden er heller ikke stor kunst, men der ligger millioner af historier bag den. »Store Robert« vil blot være en tom gestus.