Thomas Larsen: Vestager i dyb krise

Her og nu vil støtterne bag Margrethe Vestager være lettede over, at deres leder har én fjende mindre at slås med. Dermed er den skrøbelige magtbalance i den radikale gruppe rykket mere over i Vestagers favør efter en periode, hvor gruppen har været spaltet.

Men når tilhængerne af Margrethe Vestager mere realistisk skal vurdere situationen, er de klar over, at deres leder kun i begrænset omfang kan profitere af, at Ammitzbøll har valgt helt at kappe forbindelsen til det parti, han har levet og åndet for siden sin ungdom.

Selv om årsagerne til bruddene er forskellige, kan Ammitzbølls afgang med god ret lægges oven i de spektakulære udmeldelser fra Anders Samuelsen og Naser Khader i 2007.

Når udmeldelserne lægges sammen, er bundlinjen nemlig klar nok: De tre har alle været dybt frustrerede over, at de Radikale holder fast i alliancen til Socialdemokraterne, og de er mildt sagt ikke store beundrere af Margrethe Vestager som politisk leder.

Derfor er det altdominerende indtryk, som står tilbage efter Ammitzbølls exit, en understregning af krisen i partiet, der engang kunne hyre og fyre statsministre.

Usikkerhed om partiets placering
Det afgørende problem for Vestager er imidlertid ikke Ammitzbølls afgang.

Den grundlæggende udfordring handler fortsat om, at der er stor usikkerhed om partiets placering i det politiske landskab, som blev forandret så dramatisk ved valget i 2001. De Radikale har – med både Marianne Jelved og Margrethe Vestager i spidsen – forsøgt at finde fodfæste på den midte, som forsvandt i forbindelse med den historiske valgsejr til VKO-blokken.

Både Jelved og Vestager har forsøgt at give deres parti en mere fri position med afstand til regeringspartneren gennem 1990’erne – Socialdemokraterne. Men reelt har ingen af dem ønsket at gøre op med SR-aksen. Dertil har foragten over for Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse og især Dansk Folkeparti været for rodfæstet.

Mellem to stole
Resultatet er, at Margrethe Vestager har sat sig mellem to stole. Med sin melding om, at hun vil samarbejde ”skånselsløst” med alle partier i den nye folketingsamling og er klar til at lave reformer med VK-regeringen, skaber hun vrede hos de mange vælgere, der ikke kan vente på, at Fogh mister magten. De vil derfor ikke give deres stemmer til den radikale leder.

Omvendt tiltrækker hun heller ikke de borgerlige vælgere, som drømmer om at se VK-partierne på større afstand af DF og håber på et fremtidigt samarbejde mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og de Radikale. Disse vælgere vil ikke søge til Margrethe Vestager, når hun gør det klart, at Helle Thorning-Schmidt er Det Radikale Venstres statsministerkandidat.

Hun skal i "rød stue"
Margrethe Vestagers position som partileder vil ikke bedre sig, før hun får manøvreret sig selv og sit parti ud af disse dilemmaer.

Alt taler for, at hun før eller siden vil blive tvunget til at vælge side og melde sig ind i ”rød stue” på Christiansborg sammen med Thorning, Villy Søvndal og holdet fra Enhedslisten.

Vestager er ganske vist mere enig med V og K i store dele af den økonomiske politik, hvor hun ikke stoler på SF’s evne til at agere økonomisk ansvarligt, men reelt er hun tættere på Thorning og Søvndal politisk.

Mens hun med Ammitzbølls afgang kan se frem til at blive presset lidt mindre på de indre linjer i den radikale folketingsgruppe, vil hun til gengæld blive udsat på et hårdt tryk fra S og SF.

De to partier er blevet enige om en strategi, som ganske enkelt skal tvinge Margrethe Vestager til at vælge side. De to partier har bevidst sat Margrethe Vestager i en skruestik og klemmer til nu for at få de Radikale til at vælge side og slutte sig til en samlet opposition.

I den kommende tid skal Vestager afgøre, om hun vil støtte Fogh i at lave justeringer af arbejdsmarkedspolitikken. Går de Radikale solo i den forbindelse og indgår forlig med regeringen uden S og SF, vil Thorning og Søvndal stå parat til at angribe de Radikale for at gøre det klart for det radikale bagland, at Vestager reelt støtter Fogh og dermed underminerer et regeringsskifte.

Margrethe Vestagers problemer er med andre ord langt fra forbi med oprøreren Ammitzbølls forsvinden. Tværtimod venter en hård tid for den radikale leder, og hun har ikke råd til at miste ret mange point i meningsmålingerne, før krisen vil være total og kritikken mod hende tage til.