Folk har sat sig. Musikerne har sat sig. Aftenens dirigent, Marco Guidarini, kommer ind. Det er lørdag aften i det nye operahus i Oslo, og der er premiere på den første rigtige operasætning i operahusets store sal, Verdis »Don Carlo«. Marco Guidarini sætter sit orkester i gang, og man mærker det straks: Lyden er fantastisk transparent, uden antydning af den indelukkethed, som plager mange ældre operahuse. Da 1. scene begynder, i skoven ved Fontainebleau, hvor Don Carlo møder sin elskede, Elisabeth, som han skal giftes med - tror han - står stemmerne næsten skræmmende klart, og da det går op for Don Carlo og Elisabeth, at de alligevel ikke skal have hinanden, fordi Don Carlos far, Filip II, vil have hende selv, er der intet lydligt, der kan skjules. Derfor er det ubehageligt tydeligt, hvordan tenoren Alfred Kim, der synger Don Carlo, presser sin stemme uskønt i højden, skønt han ellers, i mere fredelige passager, er en habil sanger. Derfor imponeres man så meget mere over sopranen Anja Harteros som Elisabeth, der udover at være smukt ved stemme også besidder det særlige ekstra, der gør, at man lytter efter. Og bevæges.
Og hun står heldigvis ikke alene, Anja Harteros. Filip II synges af René Pape, som er én af vor tids bedste bassangere, og som desuden er i besiddelse af denne særlige aura, der gør ham til det naturlige centrum, nårsomhelst han viser sig. Ingebjørg Kosmo som prinsesse Eboli blev i lørdags bare bedre og bedre, og Peter Mattei viste som Posa, hvor skønt en ubesværet, sund baryton kan klinge. Trods småfejl fra orkestret - tydeliggjorte af den fine akustik - fungerede orkesterspillet udmærket.
I øvrigt er »Don Carlo« ikke bare »Don Carlo«. Operaen findes i mange udgaver. Det er den såkaldte Modena-version af værket, de viser her i Norge, og denne version er rimeligt vellykket, rent dramaturgisk, selv om historien om de ulykkelige elskende og kvinden, der bliver sin egen elskedes stedmor, og den frihedselskende Posa og kætterbålene i Spanien og you name it stadig hører til operalitteraturens mest kringlede. Britiske Nicholas Hytner har iscenesat den aktuelle opsætning, der er en samproduktion med bl.a. Royal Opera House i London, og den fungerer godt og ikke-hovedpine-fremkaldende, med sin udogmatiske kobling af historiske kostumer og en mere stiliseret scenografi. De til bål og brand dømte kættere er godt nok ufrivilligt komiske i deres forstilte smerte og trods, til gengæld er der ægte uhygge, når de forvredne lig af de afbrændte hænger på pælene efter bålfesten, og man rystes på den gode måde af den centrale scene, hvor det kommer til et opgør mellem Filip II og storinkvisitoren, pragtfuldt sunget af Ketil Hugaas. At Nicholas Hytners grundlæggende gode personinstruktion så ikke har fået bugt med alle manerer hos alle medvirkende er bare ærgerligt. Særligt Alfred Kims hændervridende teatralitet er nogle gange for meget af det gode, og der er nok heller ingen, der ville drømme om at caste Alfred Kim som Don Carlo og Peter Mattei som Posa, hvis dette havde været en film. Sidstnævnte er cirka halvandet hoved højere end førstnævnte, så de to stolte våbenbrødre kommer til at minde lidt om Fyrtøjet og Bivognen. Svære at tage helt alvorligt.
Fuldkommen er denne »Don Carlo« altså ikke, men den er, indvendingerne til trods, en fin oplevelelse, og den er i passager mere end det. Det sker, at man røres i sit inderste, og det er slet ikke nogen selvfølge i et operahus. Kan nordmændene holde standarden, er der god grund til at holde øje med Oslos nye stolthed. Og ikke kun for dens ydre skønheds skyld.
