For otte år siden afsløredes det, at forfatteren og Gyldendal-direktøren Ole Wivel før og under besættelsen havde været medlem af den krypto-nazistiske forening Ringen, der sværmede for tysk kultur. Under besættelsen havde han været positiv over for tysk ekspansionisme. Han havde opfordret en ven i Ringen, Ole Høst, til at drage til Østfronten, hvor han blev dræbt, og han havde bebrejdet en anden, at han ikke også tog af sted. Selv blev han hjemme.
Sagen rullede i de næste år, dels fordi Ole Wivel og Louisianas stifter, Knud W. Jensen, der også var medlem af Ringen, var centrale personer i dansk kulturliv, dels fordi sagen var principielt vigtig. Den viste, at unge begavede mennesker ikke blot blev tiltrukket af venstreradikalisme, men også kunne blive fristet af højreradikalisme. Det var nyt, for i efterkrigstiden havde der været en klar tendens til at skildre højreradikalismens medløbere som lidt dumme, brutale og enfoldige, mens venstreradikalismens tilhængere var gjort af finere stof. Desuden kastede sagen et nyt lys over den vigtige kreds omkring Ole Wivel og over hans forfatterskab.
Alligevel var sagen ikke nem at få afdækket. Ole Wivel forsøgte selv at hindre det, hans venner ønskede heller ikke, at noget kom frem. Det var således symptomatisk, at Information i oktober 2007 kunne trykke et brev fra en række af Wivels venner og bekendte, der protesterede mod debatten. Ole Wivel kunne ikke hænges op på sin ungdoms vildfarelser, Ole Wivel havde ydet så meget, skrev de. »Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem er det?«
Hvorfor beskyttet?
Brevet fik Informations unge medarbejder Anita Brask Rasmussen til at undre sig over dette forsøg på at beskytte en mand, der langt inde i besættelsen havde støttet den tyske sag og endda anbefalet tjeneste på Østfronten. Hvilke intentioner havde brevskriverne – digteren Erik Knudsen, forfatteren Klaus Rifbjerg, tidligere redaktør på Information Bente Hansen og professor Torben Brostrøm? Anita Brask Rasmussen interviewede dem – Ole Wivels tidligere nære ven Tage Skou-Hansen og litteraturforskeren Jørgen Hunosøe – der havde bragt sagen frem. Det er blevet til bogen »Hånden over Ole«, hvor de alle, i et levende sprog, fortæller om deres syn på Ole Wivel og tegner et portræt af et begavet magtmenneske, der kunne være charmerende og varm. En iskold leder af Gyldendal, der legede med sine medarbejdere og venner, men også et menneske, som ikke mindst Klaus Rifbjerg satte højt. Han kunne på grund af sin magt gavne sine venner og bekendte. Han var desuden et socialt væsen, der med omhu plejede sit netværk. Kredsen omkring tidsskriftet Heretica og gamle og nye bekendtskaber var med til at befæste hans magtstilling i dansk kulturliv.
Hvorfor var der så mange, der ikke ønskede sagen om Ole Wivel afdækket? Det er interessante svar, vi får, men man føler, at Anita Brask Rasmussen er gået til sagen med alt for stor respekt for de gamle koryfæer fra venstrefløjen. Rifbjerg taler om den ubehagelige atmosfære i den tætte vennekreds, hvor skideballer og ydelser blev uddelt af Ole Wivel, der var kredsens ubestridte leder, men hvor langt strakte disse ydelser sig? Helt ind i Det danske Akademi og Statens Kunstfond, hvor Wivel var medlem? Den gamle venstreradikalist og VSer Bente Hansen taler blot om, at hun mødte Ole Wivel i deres fælles engagement på venstrefløjen i 1960ere, men var sagen ikke, at Ole Wivel i 1970erne gik så langt, at han stemte på netop Venstresocialisterne og altså gik fra højreradikalisme i sin ungdom til venstreradikalisme i sin alderdom? Er en væsentlig grund til brevskrivernes aktion for meningsfællen fra 1970erne og 1980erne netop ikke, at de dermed udsteder en syndsforladelse for sig selv?
Interviewet med Tage Skou-Hansen er fremragende og rager op over de andre, fordi Skou-Hansen er helt uden illusioner og taler ud af et ærligt hjerte.
Ellers blæser svarene i vinden. »Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem har det?«, skrev brevskriverne. Den forståelse og almenmenneskelighed blev aldrig udstrakt til de højreorienterede, der trådte over kridtstreger.
