»Vi starter nu Dansktoppen for at sætte hjulene i gang«, siger stemmen i radioen. Året er 1968, og Jørn Hjorting er fuld af forventning. Nu skal den engelsksprogede musik, der dominerer Danmarks Radios kanaler, udfordres af sange på modersmålet, og over den næste årrække vinder de muntre rødhvide melodier da også frem, imens der skrives, indspilles og produceres lystigt for såvel pladekøbere som radiolyttere.
Henrik Smith-Sivertsen er ph.d. i Musikvidenskab fra Københavns Universitet og forsker i Dansktoppen. Han forklarer, at genren – som er kendt af enhver i kraft af numre som »Pas på den knaldrøde gummibåd« og »Smilende Susie« – er en fusion af tre forskellige musiktraditioner.
»Det er en blanding af svensk og tysk schlager-musik samt amerikansk country«, fortæller han. »Men fra 1980erne og frem er genren dog stivnet noget i lyden, fordi den kun spilles på såkaldte substitut-instrumenter. Da Dansktop-listen lukkede i 1977, meldte de store pladeselskaber sig nemlig ud af produktionen, og mindre kassettebåndoptagerselskaber tog over. De havde ikke så mange penge, så i stedet for at indkalde strygerne fra Det Kongelige Kapel, som man havde gjort i genrens guldalder, brugte man synthesizere og saxofoner. I begyndelsen var det af ren nød, men folk som Jodle Birge og Richard Ragnvald gjorde en dyd af nødvendigheden – og i dag skal et Dansktop-nummer jo lyde sådan.«
Med og uden kunstbriller
Blandt anmeldere, intellektuelle og finkulturens øvrige dyrkere har Dansktoppen dog aldrig nydt nogen anerkendelse. Den har tværtimod taget imod det ene verbale grundstød efter det andet.
»Ja, i 1970erne gjorde kritikerne rigtig meget ud af at tale om Dansktoppens småborgerlige forankring og om dens eskapistiske tekster om sol og smil«, siger Henrik Smith-Sivertsen. »Men det er altså en forkert tilgang til genren. Her skal ordene jo bare lyde godt, når de fremsynges. Stemmen er et instrument på lige fod med synthesizere og horn, og når Keld Heick for eksempel skriver en tekst, tænker han først og fremmest på, hvilke konsonanter og vokaler dén der skal synge sangen kan lide. Det kan og skal ikke analyseres som Bob Dylan eller Leonard Cohen.«
Og at se Dansktoppen igennem kunstens stærke briller giver i det hele taget ikke mening.
»Det er knaldgodt håndværk, men kunst er det ikke, og det har dens udøvere heller aldrig påstået,« pointerer Henrik Smith-Sivertsen. »Men det er alligevel altid kunstbegrebet, genren er oppe imod, og man har længe brugt Dansktoppen til at gøre noget andet til kunst, nemlig rockmusikken. Dansktoppen er blevet et modbillede, og når der skrives, hvor plat og upersonlig Dansktoppen er, så er det ofte for at vise, hvor ægte og personlig rocken er. Og ved at latterliggøre Dansktoppen viser kritikerne samtidig, at de selv er på »det rigtige hold«, der skam godt ved, hvad god og sand kunst er.«
For Henrik Smith-Sivertsen gør kritikerne sig på den måde skyldige i en form for misbrug, hvor Dansktoppens målsætning ignoreres:
»Lidt god musik gør alle mennesker glade,« sang Gustav Winckler engang, og det er faktisk Dansktoppens credo. Og det passer selvfølgelig ikke ind i eksempelvis Poul Henningsens kunstbegreb, hvor det gælder om at udfri individet til selvudfoldelse, og hvor værket skal opfordre til selvstændig tænkning. Dansktoppen er bare underholdning, og det er svært at håndtere for PH og alle de andre, der vælger at se genren igennem kunstbriller.«
Lyden af provins
Men hvor parnasset for længst har afskrevet Dansktoppen, så lever den i bedste velgående ude i hallerne og på blokvognene til byfesterne. Men hvem dyrker egentlig musikken?
»Det eneste, vi ved, er, at det er et provinsfænomen,« fastslår Henrik Smith-Sivertsen. »Men danskernes billede af den typiske lytter er i høj grad skabt af journalister, der ikke kender genrens præmisser og derfor undres og skriver sådan nogle antropologi-lignende artikler, der minder om den måde, man beskriver stammer i Afrika på.«
»Og så er der også den almindelige antagelse om, at der er forbindelse mellem Dansktoppen og Dansk Folkeparti«, fortsætter Henrik Smith-Sivertsen. »Det er ikke dokumenteret. Partiets ungdomsblad hedder godt nok Dansktoppen, og Richard Ragnvald har omskrevet »Kære lille mormor« til Pia Kjærsgaard, men det gør jo ikke hele genren til en tro tjener for partiet, vel? Nok er nogle lyttere fra Dansk Folkeparti, men andre er sikkert socialdemokrater – Helle Thorning-Schmidt er for eksempel glad for genren, og når jeg er på feltarbejde til Dansktop-koncerter, er det for mig at se folk fra meget forskellige baggrunde, der tropper op – og der kommer ofte rigtig mange.«
Tilflytterne i DR Byen
Der findes ingen eksakte salgstal, som kan slå fast, hvor populær Dansktoppen helt præcis er. Men de mange udsolgte koncerter landet over vidner om en endog meget bred appel. Og på den baggrund kan det undre, at Dansktoppen ikke sidder tungere på Danmarks Radios sendeflade.
»Det ser ikke godt ud,« vurderer Henrik Smith-Sivertsen. »Men det hænger sammen med de folk, der lægger Danmarks Radios musikprofil. De tilhører jo ikke den del af befolkningen, som er blevet ude på landet, men til den del som er flyttet væk. Og de definerer sig i modsætning til det, de kommer fra – herunder musikken i Giro 413 og musikken til byfesterne. Det er efter min mening derfor, der er så meget modstand i forhold til Dansktop på DR, selvom der altså er et stort behov hos rigtig mange licensbetalere. Men genren er nu engang vant til at møde modstand, og vil helt sikkert overleve. Med eller uden DRs hjælp.«
