De stjerner, der lyser klarest, brænder hurtigst ud.
Kald det en kliché, men rockmusikkens klichéer har efterhånden slået rundkreds om den britiske sangerinde Amy Winehouse.
Ved udgivelsen af både debut-CDen »Frank« (2003) og især ved 2006-albummet »Back to Black« blev hun ellers hyldet som noget af det mest originale, britisk musik har hørt i mange år. Hendes unge alder til trods lyder hendes stemme, som om hun har stået på en jazzbar i en menneskealder og indåndet cigaretrøg og bittersøde livserfaringer. Hun er lyden af en storbarmet, sort sydstatskvinde i en bleg britisk-jødisk kosteskaft-skikkelse. Hendes stemmes på én gang hæse og sjælfulde klang minder om Billie Holiday eller en eftertænksom Aretha Franklin. Winehouses smertefulde, vrede tekster med rigelige havnearbejderudtryk kombineret med soulfulde »neo-Motown«-melodier har hidtil bragt »Back to Black«s salgstal op på 11 mio. eksemplarer.
I dag fylder Amy Winehouse så 25 år. Normalt forbigås denne junior-årsdag med en note, hvis noget overhovedet. Man sparer krudtet til en 40 eller 50-års fødselsdag, hvor kunstneren har nået en erfaring og tyngde, der berettiger det store portræt. Men ved Amy Winehouse må der skrives, mens der endnu er noget at skrive om. For måske når hun aldrig de ventende runde fødselsdage. Måske når hun aldrig at opfylde de store forventninger. Måske forsvinder hun fra musikhistorien igen og tager ikke blot sit klassiker-potentiale med sig, men også rockhistoriens myte om den hårdtlevende musiker.
I sidste weekend lukkede Amy Winehouse sin 2008-koncertrække med en optræden på Bestival-festivalen på Isle of Wright. Og det var endnu en katastrofe. Backstage havde Winehouse efter sigende bestilt 48 flasker Jack Daniels-whisky. Da hun, med sin signatur-valk – en hårbolle højere end Sarah Palins – uglet op og udhulede kinder, trådte en time for sent op på scenen foran de ventende fans, var festivalens hovednavn så fuld, at hun faldt fladt på ansigtet midt under koncerten, glemte teksterne og skiftede nummer midt i en sang for få afsluttet sit i forvejen blot 10 sange lange spilleliste i en fart. Som hun sagde:
»Vi har en sang tilbage, men I er sikkert ligeglade.«
Og så blev de seneste års største og mest kritikerroste sangerinde buh’et af scenen.
Den skuffede buh’en fra fans, som ellers har købt og elsket hendes plade, har fulgt Winehouse som en voksende tordensky. Igennem det seneste år har hun været booket som hovednavn på en række festivaler, og hun havde planlagt en omfattende turné i både Europa og USA. Men turnéen i 2007 måtte kortes af, USA-touren blev helt aflyst, og i år har Amy Winehouse brilleret ved at aflyse eller kikse koncerter i hele Europa med pinlige, forsinkede og pivfalske optrædener. Samtidig har man kunnet se hende på paparazzibilleder i fuld gang med kanyler og narkotika. Reportager om en indlagt Amy Winehouse, en lungesyg Amy Winehouse, sågar en hjerneskadet Amy Winehouse har taget fokus, og overalt, hvor fansene har ventet, er de blevet skuffede. Skuffede på den måde, hvor bedrøvelsen og forundringen er større end vreden.
Som da Berlingske Tidendes musikredaktør, Thomas Søie, sammen med et stopfyldt Vega gik nedbøjet hjem fra Winehouses koncert i København i oktober 2007.
»Der er salte tårer på min notesblok. [...] Som en menneskelig reaktion på en person, der burde høste bifald på alverdens største scener. Som burde svæve over vandene som sin tids største og retteligt mest feterede sangerinde. I stedet stod hun dér med 3.000 øjne på en krop så klejn, at den kunne være i en jakkelomme, og lignede et brændt barn, som slet ikke burde turnere. [...] Fortsætter Amy Winehouse sin nuværende livsførelse, skal det gå galt,« skrev han og gav triste to stjerner.
Hvad gik galt? Er hun »et barn af uønskede forældre«? Et bittert offer for forældrenes skilsmisse? Den forklaring er for nem og formentlig usand. Hun har en kæmpe tatovering på overarmen med ordlyden »Daddy’s girl«. Stjernefrøet Amy Winehouse fik faktisk de bedste betingelser for en karriere i musik, da hun blev optaget på hele to af Londons kendte performanceskoler. Hun fik tidligt en pladekontrakt og magtfulde managere i ryggen.
Amy Winehouse synes alligevel at slæbe rundt på spøgelser. Allerede ved sin bemærkelsesværdige debut slyngede hun ud i et interview, at hendes faste morgenmad bestod af Jack Daniels og cola. Det roste debut-album var hun tilsyneladende ikke selv tilfreds med, den »er kun 80 pct. mig, jeg har den ikke i mit hjem«, har hun sagt.
Måske er den største dæmon i Amy Winehouses liv kærligheden til ægtemanden Blake Fielder-Civil. Han forlod hende i begyndelsen af deres forhold for at gå tilbage til sin daværende kone. Det gav Winehouse benzin til at skrive de sorte, smertefulde og vrede tekster på »Back to Black« om had, fortrydelse og sin manglende evne til at vende den svigefulde Blake. Som i titelsangen, hvor had/kærlighedsforholdet står lysende klart i både uhøviske og følsomme ord:
»He left no time to regret / Kept his dick wet (...) You went back to what you knew / So far removed from all that we went through (...) We only said goodbye with words / I died a hundred times / You go back to her / And I go back to us«.
Nu, hvor Blake Fielder-Civil er kommet tilbage til Amy og har giftet sig med hende, ses hun sjældent uden ham. Det er ham, hun ses tage heroin og kokain med. Hun aflyste en række koncerter og græd åbenlyst under andre, da han røg i fængsel et par måneder for vold i 2007. Da hun endelig fik den soulmate, som hun så desperat besynger og længes efter i sin musik, fik hun åbenbart lige så meget elendighed og et exorbitant stofmisbrug i tilgift.
Som 25-årig er Amy Winehouse ude af stand til at tage kontrol over sit voksende substansmisbrug. Og hun har da slet ikke kontrol over tabloidavisernes forfølgelsesmaskine. Modellen Kate Moss, Britney Spears og Lindsay Lohan har været gennem møllen for nylig, men Amy er anderledes. Hvor eksempelvis Britney Spears’ kollaps næsten var en lommepsykologisk selvfølge - hun er blevet pacet frem, frataget al personlighed fra barnsben og dernæst gjort til overmenneske; det skal gå galt - har Amy Winehouse haft et overdådigt talent og en »ingen skal bestemme over mig«-attitude fra begyndelsen.
Måske derfor er optagetheden af hendes forfald så meget større. Måske ligger fascinationen i, at man for første gang i musikhistorien kan se et supertalent vandre over i de fortabte sjæles række minut for minut. Med morbid fascination har pressen spekuleret i, om Winehouse ville følge martrede Janis Joplin, mystiske Jim Morrison, guitarguden Jimi Hendrix, tungsindige Kurt Cobain fra Nirvana og smukke Jeff Buckley og dø som 27-årig. Om hun ville blive en vor tids Billie Holiday - så følsom, ægte og vildtlevende, at hun ville ende med at tjekke ud af tilværelsen ridende på en overdosis.
Men på det seneste er kommentarerne blevet afstandtagende. For hvad er det, rockkulturen er ved at skabe? Hvad er det, designeren Karl Lagerfeld har hyldet som sin »muse« og »vor tids Bardot«?
»Billederne af Amy Winehouse er en form for pornografi. Hvis vi sender disse historier ud i æteren, hvis vi læser disse historier, er vi så ikke medskyldige i denne kvindes destruktion? Jeg har grædt over billeder af Amy Winehouse,« sagde Jeff Zycinski, BBC Skotlands radiochef for nylig, og gav med udtalelsen anledning til heftig presseetisk debat.
Andre lægger på deres særegne vis afstand til Amy Winehouses udlevning af den klassiske rockstjerne-tilværelse. Måske er det tidens påståede nypuritanisme, der spiller ind. Måske er det den naturlige træthed, der melder sig selv, når en skandale har udspillet sig længe nok. Men kritikken kommer fra ret usandsynlige koryfæer.
Den sjældent charmerende Oasis-guitarist, ofte pivfulde Noel Gallagher, har kaldt Winehouse »en subsistensløs hest«. Sharon Osborne, Madonna og Paul McCartney har udtrykt bekymring offentligt. Mick Jagger, tidligere sprut- og narkoglad Rolling Stone, har sagt, at Amy vil dø, hvis hun ikke skifter spor. Hun burde vide bedre: »Dengang vi eksperimenterede med stoffer, vidste man ikke meget om virkningen. På vores tid var der ikke de afvænningsklinikker, som står til rådighed i dag,« har han sagt.
Keith Richards, samme bands guitarist – der ikke just er nogen »Helse«-forside selv – har også været ude med riven efter Amy Winehouse:
»Amy er nødt til at blive klogere. Den pige kommer ikke til at være her særligt længe, hvis hun ikke tager sig sammen hurtigt. Jeg vil ikke prædike, men jeg har været dér, og man er nødt til at give videre, hvad man har lært,« sagde han for nylig og tilføjede med vanlig charme: »Ud over det har jeg ikke noget at sige til kællingen.«
På samme måde er kommentarerne på diverse fansites og websider ved at skifte fra bedrøvelse til vrede og irritation.
Da Jim Morrison døde på et hotelværelse i Paris, da Janis Joplin sprøjtede for meget heroin i årerne, eller da Billie Holiday tog livet langsomt af sig selv med årtiers misbrug, kom det som et chok for fansene. Vist gik der historier om stjernernes hårde liv, men oplysningerne om og beviserne derpå var så fragmenterede og sjældne, at de kun tjente til at berige mytologien omkring de kreative sjæle. Om de så døde i en sø af bræk, levede romantiseringen af dem videre.
Nu, med Amy Winehouse, kan vi så se den rå virkelighed. Rockstjerneklichéen for fuld uglamourøs udblæsning. Og romantisk er det ikke. Det er ækelt, negativt og på ingen måde efterstræbelsesværdigt.
Vi fik måske en antydning i 1994, da Kurt Cobain skød sig selv i hovedet på toppen af sin succes. Når selv tidligere narkomaner væmmes ved synet af Amys Winehouses totale kollaps før sin blot 25-års fødselsdag, må rock’n’roll-myten erklæres for endeligt død.
Hvad fremtiden byder på for Amy Winehouse er derimod usikkert. Hun har flere gange i de forløbne måneder ladet sig indlægge til afvænning. Lige nu arbejder hun på sin tredje plade. Om det lykkes at vende selvdestruktionen til selvudvikling er til syvende og sidst kun Winehouses eget valg. Hvad hun ved. For som hun har sagt - med noget af en kliché, men endnu engang en passende af slagsen:
»Når alt kommer til alt skal jeg ikke stå til ansvar for dig, for min ekskæreste eller ... jeg burde ikke sige Gud ... en mand i et jakkesæt fra pladeselskabet. Jeg skal stå til ansvar for mig selv.«
