Thomas Larsen: Klogt træk af Bendtsen

Bendt Bendtsen har truffet en klog afgørelse ved at gå af som formand for Det Konservative Folkeparti.

”Godt gået” – sådan stod der med store typer på Ekstra Bladet, da Uffe Ellemann-Jensen gik af som formand i 1998, få dage efter et folketingsvalg, hvor han stod på dørtrinnet til Statsministeriet, men lige netop ikke kom indenfor.

Ingen tvang dengang Ellemann til at gå af, men timingen var indlysende rigtig. På samme måde er det helt åbenbart, at Bendt Bendtsen har truffet en klog afgørelse ved at gå af som formand for Det Konservative Folkeparti.

Timingen er perfekt.

Bendt Bendtsen har været en god mand for sit parti: Mere end nogen anden kan han tage æren for, at de ødelæggende borgerkrige i partiet op gennem 1990’erne blev afsluttet. Han fik de stridende parter til at arbejde sammen. Han fik kørt en ny generation i stilling og gjort sit parti regeringsdueligt. Siden 2001 har han desuden været en helt afgørende aktør i VK-regeringen og har i den grad været medvirkende til, at forholdet mellem Venstre og de Konservative har været enestående solidt og stabilt.

Men det har også været tydeligt, at Bendtsen ikke i tilstrækkelig grad kunne appellere til vælgerne. Med sin retræte giver han luft til såvel sit parti som regeringen på et meget afgørende tidspunkt.

Lene Espersen vil givet have langt bedre muligheder for at tiltrække vælgere, og derudover vil de Konservative med en ny formand i front sikre en stærkere holdopstilling for den samlede regering, når man ser på regeringens position over for oppositionen:

Helle Thorning-Schmidt og S-ledelsen havde således set frem til at møde Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen ved næste valg for at udstille dem som værende trætte og gamle. Nu får VK-regeringen en ny ledelsesduo, som vil blive anderledes svær at udfordre for Thorning. Sagen er i al sin enkelhed, at Lene Espersen er er en mindst lige så dygtig kommunikator som S-formanden. I tidligere valgkampe er det ofte Lene Espersen, som er gået ud som sejrskvinde fra de afgørende tv-debatter.

For regeringen er der derfor tale om et løft, som kommer på et kærkomment tidspunkt, men på længere sigt er det oplagt, at Lene Espersen – sammen med Connie Hedegaard – også vil repræsentere en ny udfordring for Venstre. Her står Fogh med det problem, at hans kronprins er blevet såret af forårets skandalesager, ligesom han må se i øjnene, at der fremover bliver langt hårdere konkurrence om at indtage positionen som landets største borgerlige parti.

Den position vil de Konservative at bejle til igen.