Der var tre år til verdenskrigen, da Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals største publikumssucces, »Rosenkavaleren«, havde premere på Hofoperaen i Dresden. Folk elskede den, her var alt skønt ved det gamle, i hvert fald på overfladen. Operaen foregår i rokokoen, men den er en kommentar til sin egen samtid, selv når musikken går i valsetakt. Strauss’ senromantiske mesterskab matches overalt af Hofmannsthals skønne tekst, hvor klassiske typer bliver til bærere af dyb menneskeklogskab. Der er humor, vemod og erotik for alle pengene. »Rosenkavaleren« er en af operalitteraturens fineste frembringelser.
Nu prøver så også Det Kgl. Teater kræfter med klassikeren, i en international co-produktion, hvor lys, scenografi og iscenesættelse er lagt i hænderne på Marco Arturo Marelli. Lyst og luftigt ser det ud. Også lidt fersk. Spejle i loftet spejler gulv, mennesker og rekvisitter, og hvide gardiner lukker af mod højre. Det er hverken provokerende eller beroligende. At handlingen er forlagt fra det 18. århundrede til tilblivelsens egen tid, 1911, kan måske ses på kostumerne, men man kan også læse det i det spinkle programhæfte, som nationalscenen spiser sit publikum af med. Tidens gang og vor magtesløshed desangående er iscenesættelsens motto, og det er i værkets ånd. Ellers er det det livlige ensemblespil, der falder i øjnene. Hos Marelli er sangerne også skuespillere, og sådan skal det være i en opera, hvor musik og tekst er ligeværdige. Det er loyalt.
Loyal er også Michael Schønwandt i spidsen for kapellet. Elisabeth Jansson som den til rosenkavaler udsete yngling, Octavian, synger med skøn alvor og kærlighedsglød, når hun ikke forklædt tager fusen på den liderlige baron Ochs. Hun er højdepunktet. Samme Ochs gør sikre og sjove Lars Woldt til en dejligt dum skid, mens Ann Petersen som feltmarskalinden sjældent når derud, hvor det gør dejligt ondt. Gisella Stille som unge Sophie er sød og sikker. Niels Jørgen Riis som sangeren synger sit glasnummer i 1. akt med mere energi end sart skønhed.
Opera er det muliges kunst. I dette bud på »Rosenkavaleren« er der så meget, der lykkes, at man ikke går forgæves. Det helt sublime venter vi med til en anden gang.
