Hul igennem

TEATER: »Call Cutta in a Box«. Teaterinstallationen »Call Cutta in a Box« rusker begavet i opfattelsen af, hvad teater er for noget

Det er godt gjort. Her insisterer Camp X pludselig på at hedder »Teater« Camp X, og så får man besked på at møde op i en herskabslejlighed på en sidevej til Gammel Kongevej. Hvor filen er plysssæderne? Hvor er scenen?

Med den begavede tyske performancegruppe Rimini Patroll som idemagere, har samtidsteatret indhentet projektet »Call Cutta in a Box«, der elegant udfordrer og leger med hele ideen om, hvad teater i det hele taget er for noget. Tilskueren er ikke længere tilskuer, men i den grad deltager, når man – mutters alene og med hjertet uden på skjorten – sluses ind i et værelse, befolket af et skrivebord og en computerskærm. Telefonen ringer og så er det bare at tage den.

En venlig, engelsktalende herre med en blød stemme og kun et anstrøg af en indisk accent ringer fra et callcenter i Calcutta, og snart er man guidet gennem en samtale, hvor han småsludrer om sin hverdag, sine tvivlsomme arbejdsvilkår og endda kærligt prompter en til at tage stilling til ens egen privilegerede tilværelse. Man er både i sikre hænder og på herligt gyngende grund, når stemmen i røret både fører en gennem hårde facts og svimlende drømmesyner.

En samtale, som naturligvis sætter refleksioner om den store, glade globalisering i sving – manden er købt til at servicere teatergængeren af nogle manipulerende vesteuropæere – men som først og fremmest bliver interessant i sin stadige gøren opmærksom på sig selv som teater. Teater, der udnytter den kendsgerning, at dem, der løser billet, rent faktisk også er til stede i rummet og kan være andet end passive, småslumrende »tilskuere«, som forventer at blive underholdt og holdt hånden under. Vi er selv i spil med alle sanser. Vi er i live! Og det er ikke det værste, man kan være. Goodbye, min indiske ven – eller hvad du nu var – og tak for snakken!