Der var engang, hvor musik blev købt i Fona, og stjerner var noget, vi var fælles om.
De tider er ved at være ovre. Yngre mennesker downloader nemlig i stigende grad enkelte numre fra mange forskellige solister og bands og finder ikke i samme grad som tidligere sammen om få, store navne.
Alt sammen fint nok, men ikke en udvikling, der lover godt for store koncerter i fremtiden. Se bare på Roskilde Festival, der allerede nu har svært ved at finde kunstnere, som kan fylde pladsen foran Orange Scene med godtfolk under 20 år.
De yngre årganges forhold til musik er ganske enkelt et andet, end det er for os, der var unge før iTunes og Myspace. Alle os der troligt tropper op, når de grånende superstjerner i U2, Rolling Stones og R.E.M. gæster landet.
For os repræsenterer de jo stadig fællessang og fællesskab, og det samme gør George Michael, der lørdag aften gæstede Parken, som var pakket til allersidste plads med velplejede, velklædte og veloplagte mennesker i alderen 30 til 50.
Succes og skandaler
Nogen flittig sangskriver har manden på scenen ikke været i de senere år. Men når man som han har et musikalsk CV, der tæller så ufatteligt mange pophits, er kreativitet ikke nogen bydende nødvendighed, og hans 25 års jubilæums-turne, som fandt sin endelige afslutning i denne sensommeraften, har da også været en kolossal succes.
At koncerten i København er døbt »The Final One«, og efter George Michaels udsagn skulle være hans sidste stadionoptræden nogensinde, skal nu tages med et gran salt. Sidst han spillede i London, forlod han i hvert fald scenen med et "Vi ses næste gang", og velovervejede dispositioner er i det hele taget ikke den skægstubbede stjernes styrke.
Det vakte eksempelvis uheldig opsigt, da han om sit joint-forbrug udtalte, at »Hvis jeg drak ligeså meget, som jeg ryger, ville jeg være som Keith Richards«, og hvem kan ikke huske, da han i 1998 blev arresteret efter at have tilbudt en civilklædt betjent en hurtig omgang sex på et offentligt toilet?
Bedst i dansesko
Skandalerne har nu aldrig kostet på fankontoen, hvilket de seneste 90 koncerter med et samlet besøgstal på svimlende 1,3 millioner vidner om. Og selvsikkerheden lyste da også ud af George Michael i Parken, hvor han ledte sit omfangsrige backingband og 40.000 publikummer igennem et væld af hits, imens sensuelle projiceringer lyste den smukt konstruerede scene op.
Og under den mere end to timer lange koncert gjorde dansable numre som »Outside«, »Fastlove« og »Too Funky« sig aldeles glimrende. Deres disco-puls puls ramte simpelthen dybt og rent i det henførte publikum - hvilket man ellers ikke havde turdet drømme om i Parkens normalt så rædselsfulde lydkulisse.
I disse øjeblikke kom George Michaels evner som sexet, cool og hoftevridende showman fuldt ud til sin ret, alt imens hans seks korsangerinder føjede en ualmindelig frugtbar blanding af soul og gospel til numrene.
Anderledes trægt forløb imidlertid de mere afdæmpede indslag, som havde svært ved at holde sig oven vande, og ikke mindst »Jesus To A Child« var ved at drukne i den klæge patos, George Michael også har for uvane at smøre sine numre med i studiet. Og når det var allerværst, mindede manden med brillerne og halskæden mest af alt om en salvelsesfuld vækkelsesprædikant fra de amerikanske sydstater.
Fra frihed til hvisken
Men George Michael, der skiftevis sad og stod, er og bliver en sand professionel. Derfor evnede han også at løfte koncerten ud af det dødvande, den havnede i mod slutningen af første sæt, og hans måde at engagere publikum på i de to afsluttende numre, »Careless Whisper« og »Freedom«, kaldte på respekten.
Her viste han, at han til enhver tid kan give publikum den store selvforglemmende fællessang, de i bund og grund er kommet for. Det var måske ikke smagfuldt eller videre subtilt at overvære, men det var ikke desto mindre lyden af 40.000 stemmer, der ønskede at være del af samme store sangfællesskab.
Det gav George Michael dem lov til på denne udmærkede aften i Parken og fik himmelhøje bifald retur. Så takkede han ellers af for altid.
Indtil næste gang.
