Autisme-myte skal undersøges

Videnskabeligt forsøg skal vise, om hvede og mælk kan give autisme.

Sundhedsstyrelsen har for nyligt advaret kraftigt mod at tage alle beskyldningerne mod mælk for gode varer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Et af de første egentlige dobbelt-blind-forsøg med autisters diæt er netop indledt i Houston, Texas.

Forsøget skal vise, om der er noget om snakken, at autisme fremkaldes eller forværres af gluten og mælkeprodukter.

- Mange børn med autisme har problemer med fordøjelsen i form af forstoppelse eller diarre. Men det er et åbent spørgsmål, om disse problemer har forbindelse til hjernens udvikling, siger Katherine Loveland, der er medforfatter til forsøget og professor i psykiatri, adfærdspsykologi og pediatri ved University of Texas i Houston.

38 autistiske børn mellem 3 og 9 år skal deltage i pilotforsøget, som er det første af syv planlagte studer i kost og autisme.

Børnene vil blive sat på en glutenfri og mælkefri diæt før forsøget, som kører over fire uger. Under forsøget vil den ene halvdel af børnene få tilført gluten og mælkeprotein i pulverform, mens den anden halvdel vil få et "snydepulver" kun med fyldstoffer.

Forskerne vil følge børnene og dels tage prøver af tarmenes absorbtion af næringsstoffer, dels vurdere børnene ved psykologiske tests. Hverken forskerne, børnene eller deres forældre ved, hvem der er på placeboen og hvem der er på mælk/gluten - deraf dobbel-blind-betegnelsen.

På forhånd lader det til, at forsøget ventes at kunne gå begge veje, skal man tro et citat fra en af medforfatterne:

- Der er nerveforbindelser i indvoldene, som korresponderer med hjernen, så der er et vist videnskabeligt grundlag fopr at mene, at nogle børn kan have gavn af en kostændring, siger Katherine Loveland.

Det vigtigste er dog at få nogle konkrete resultater, siger hovedophavsmanden til forsøget.

"Der er så meget misinformation derude, og det gør dette forsøg så vigtigt: Hundredvis af forældre tror at dette her virker, men vi er nødt til at have seriøse beviser", siger Fernando Navarro, pædiater ved det lægevidenskabelige fakultet i Houston.