Kapitalismens påståede elendighed

Naomi Klein er venstrefløjens nye superstjerne. Med sin bog »No Logo« fra 2000 blev hun anti-globaliseringsbevægelsens helt. Hendes seneste bog, »Chokdoktrinen. Katastrofe-kapitalismens opkomst«, har været en bestseller i store dele af verden, men den har også fået nogle grimme ridser i lakken, hvor anmeldere har påpeget fejl og forkerte oplysninger. I Berlingske Tidende anmeldte Mikael Jalving bogen (07.06 2008) og kaldte den »ensporet, konspiratorisk, manisk«, men ellers har hun generelt fået en forbløffende ukritisk behandling af danske medier.
Naomi Klein mener, at verden er udsat for en grum katastrofe-kapitalisme, der gennem privatisering og skattelettelser vil give lande i den 3. verden et chok, der vil føre til lidelser for den lokale befolkning. Denne chok-terapi hænger tæt sammen med private firmaers udnyttelse af befolkningen, stærke våbenkarteller, der sælger våben og krigstjenester til politiregimer. Hun mener, at krigen mod terror er et stort fupnummer og blot et skalkeskjul for kapitalister og USAs regering, der vil skabe en krisestemning, så de kan tvinge resten af verden til at følge deres politik og økonomiske model.
I Naomi Kleins verden er USA-kapitalismen ondskab og socialismen den modige modstand, og derfor påstår hun, at de kinesiske studenters oprør på Tianmen Pladsen i virkeligheden ikke var et sammenstød mellem landets kommunistiske regime og de unge, men i højere grad udtryk for studenternes protest mod globaliseringen og mod regeringens plan om at indføre ureguleret kapitalisme. Det er intet belæg for denne vrangfremstilling af den kinesiske protest.
Tilbagevisning
Der er en ond skurk i Naomi Kleins beskrivelse af denne konspirative tusmørkeverden, og det er nobelpristageren i økonomi Milton Friedman (1912-2006), der var fortaler for liberalisme og efter Kleins udsagn havde givet Chiles militærdiktator Augusto Pinochet afgørende råd om landets finansielle udvikling.
Hvis man vil have ammunition og reel oplysning om virkeligheden bag disse konspirative tanker, kan man gå til en bog, der netop er udsendt i Sverige, nemlig »Extra! Allt om Naomi Kleins Naken Chock«. Det er en lille bog på 136 sider, skrevet af en af Sveriges bedst kendte liberale kommentatorer, Johan Nordberg, og journalisten Boris Benulic. De gennemgår systematisk Naomi Kleins påstande. Deres konklusion er enkel og klar: Klein fusker. Lad os blot tage historien om Friedman som strategen bag eneherskeren Pinochets økonomiske planer: I marts 1975 var Friedman seks dage i Chile, inviteret af en privat stiftelse, hvorunder han også havde et 45 minutters møde med Pinochet. Da Friedman kom hjem, anbefalede han i et brev at stoppe den voldsomme inflation og liberalisere landets økonomi. Samme råd havde han givet Sovjetunionen og Kina – og disse landes ledere var betydelig større mordere end Chiles magthaver. I virkeligheden var det Friedmans forslag at mindske arbejdsløsheden ved at mindske inflationen og indføre et hjælpeprogram for dem, der ramtes af nød og arbejdsløshed. Der er intet bevis for, at Friedman skulle nære nogen sympati for eller støtte til regimet i Chile, tværtimod er der, ifølge Nordberg og Benulic, bevis for det modsatte. Dette udelader Klein i sin bog for at skabe billedet af en umenneskelig liberal økonom, der altså var den fascistiske Pinochets egentlige bagmand.
Naomi Kleins bog og hendes popularitet skal imidlertid tages alvorligt. Ikke kun fordi kritik af liberalisme og kapitalisme til enhver tid er relevant, men også fordi hendes konspirative tanker om ondsindede liberale økonomer og magthavere hviler på tidstypiske fantasier. Fantasierne har fået en genkomst på venstrefløjen, efter at deres egne tankekonstruktioner er sunket i grus. I universitetskredse var bogen »Imperiet« (2006) af Antonio Negri og Michael Hardt således en storsælgende succes med dens påstand om, at kapitalismen styres af mørke kræfter. Senest har vi set John Mearsheimers og Stephen Walts bog »Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik« (2007) om den zionistisk-jødiske-neokonservative lobby, der skulle styre amerikansk udenrigspolitik. Der er et åbenbart behov for konspirationsteorier som forklaring på verdens gang.